B 158 Forslag til folketingsbeslutning om at ændre Justitsministeriets behandling af ansøgninger om dansk indfødsret.

Samling: 1999-00
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Indfødsretsudvalget (IFU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at ændre Justitsministeriets behandling af ansøgninger om dansk indfødsret. Det skulle ske med henblik på at gøre det muligt at besvare en række bestemte spørgsmål fra Indfødsretsudvalget om de ansøgere, der blev optaget på lovforslag om meddelelse af dansk indfødsret. Det drejede sig om spørgsmål om:

- Hvilke ansøgere der er kommet til Danmark på basis af familiesammenføringsreglerne,
- hvilke ansøgere der har modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller sociale ydelser,
- gældsstørrelse og eventuelle afdragsordninger hos ansøgere, som har gæld til det offentlige.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at der var en række oplysninger om ansøgere, der var optaget på lovforslag om meddelelse af dansk indfødsret, som forslagsstillerne mente, at Indfødsretsudvalget skulle modtage.

Forslagsstillerne anførte, at udvalget tidligere havde kunnet få disse oplysninger, men at dette ikke længere var tilfældet. Forslagsstillerne fandt imidlertid, at disse oplysninger var væsentlige i forbindelse med udvalgets bedømmelse af ansøgningerne.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Erik Larsen (V), Peter Skaarup (DF), Helge Adam Møller (KF), Knud Erik Hansen (SF), Henrik Svane (RV), Søren Søndergaard (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Tom Behnke (FRI)