L 103 Forslag til lov om ændring af lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser og lov om offentlig mobilkommunikation.

(Nye frekvenspolitiske initiativer).

Af: Forskningsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Forskningsudvalget (FKU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører bl.a.

- en udbygning af formålsbestemmelserne i henholdsvis lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser og i lov om offentlig mobilkommunikation, så varetagelse af bredere samfundsmæssige behov og fremme af konkurrence sammen med frekvenseffektivitet indgår heri, og

- at der kan anvendes en ny type udbudsforretninger, der indebærer, at et annonceret udbud alene fuldføres, hvis en indledende interessetilkendegivelsesrunde viser, at der er reel frekvensknaphed.

Lovforslaget var en udmøntning af en politisk aftale af 8. december 1999 indgået mellem regeringen, V, K, SF og CD om principperne om de fremtidige sigtelinjer for telepolitikken - danskernes adgangsbillet til netværkssamfundet. Det overordnende sigte med lovforslaget var at sikre det fornødne regulatoriske grundlag for iværksættelse af en række nye frekvensinitiativer.

Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Ole Hækkerup (S), Kristian Jensen (V), Klaus Kjær (DF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Susanne Clemensen (CD) og Søren Kolstrup (EL)