L 234 Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

(Hospice og frit sygehusvalg).

Af: Sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører, at det frie sygehusvalg udvides til at omfatte behandling og pleje på 3 af de 4 selvejende hospicer, der findes i Danmark. Det drejer sig om Sankt Lukas Hospice i Hellerup, Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg og Sct. Maria Hospice i Vejle.

Loven indebærer desuden, at amtskommunerne betaler for behandling på de tre hospicer inden for en vis økonomisk ramme.

Formålet med lovforslaget var at forbedre plejen og øge valgfriheden for uhelbredeligt syge ved at give borgerne frit valg til 3 af de eksisterende selvejende hospicer ud over amtets behandlingstilbud, samtidig med at bopælsamtskommunerne fik pligt til at betale for benyttelsen.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL og FRI); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Karen J. Klint (S), Ester Larsen (V), Birthe Skaarup (DF), Henriette Kjær (KF), Anni Svanholt (SF), Inger Marie Bruun-Vierø (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)