Luk

Luk
Luk

Luk

L 54 Forslag til lov om støtte til udvikling af landdistrikterne

(landdistriktsstøtteloven).

Af: Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Med loven fastlægges rammerne for en række ordninger om støtte i Danmark under Fødevareministeriets område. I loven er der hjemmel til at gennemføre følgende støtteordninger:

- Tilskud til investeringer i jordbrugsbedrifter,
- tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene,
- tilskud til jordbrugere på mindre øer,
- tilskud til miljøvenligt jordbrug omfattende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, økologisk jordbrugsproduktion samt plantning af læhegn,
- tilskud til forbedring af forarbejdningen og afsætningen af jord- og skovbrugsprodukter,
- tilskud til fremme af tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne,¨
- tilskud til LEADER-projekter,
- lån og tilskud til yngre jordbrugere.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med forslaget var at bidrage til en bæredygtig udvikling af landdistrikterene, som især skulle fremme miljømæssige, økonomiske og socio-kulturelle forhold.

Med lovforslaget blev bestemmelserne på området samlet, og en parallel til den nye EU-politik på landdistriktsområdet blev skabt. Lovgrundlaget for erhvervsstøtteordninger under Fødevareministeriet blev forenklet, og der blev skabt mulighed for administrativt at tilpasse støtteordninger som følge af ændrede forudsætninger samt at foretage de nødvendige tilpasninger som følge af Landdistriktsforordningen 1257/99/EF og den generelle strukturfondsforordning 1260/99/EF.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelse af ændringsforslag fra regeringen, bl.a. om at yngre jordbrugere, der opfyldte de øvrige betingelser i yngre jordbruger-ordningen, kunne opnå statsgaranti for lån og ydelsestilskud, selv om den jordbrugsbedrift, som de skulle etablere sig på, ikke havde et arbejskraftbehov som en heltidsbedrift.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF og FRI) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Jens Kirk (V), Christian H. Hansen (DF), Lene Espersen (KF), Inga-Britt Olsen (SF), Vibeke Peschardt (RV), Annie Lunde Hansen (CD), Søren Kolstrup (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI)