L 73 Forslag til lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien.

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven bemyndiger regeringen til at tiltræde en protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at protokollen ville medføre en række ændringer i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1972.

Et vigtigt punkt var, at Danmark i fremtiden skal undgå dobbeltbeskatning ved at nedsætte den danske skat af den spanske indkomst med den skat, som Spanien har opkrævet af indkomsten. Efter gældende overenskomst skulle Danmark som hovedregel undlade at beskatte en spansk indkomst uanset størrelsen af den spanske skat af indkomsten.

Protokollen ændrede ikke de gældende regler om beskatning af pension, som en person, der er bosat i den ene stat, modtager fra den anden stat, men det fremgik af bemærkningerne, at det var aftalt, at forhandlingerne senere skulle fortsætte med henblik på at aftale en helt ny overenskomst.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer.
Partiernes ordførere
Hugo Sørensen (S), Svend Aage Jensby (V), Klaus Kjær (DF), Flemming Hansen (KF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Kim Behnke (FRI)