Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 63. Af Villy Søvndal (SF).
Fremsat ............. FF 5367
Bortfaldet ............. FF 5391
V 64. Af Jeppe Kofod (S), Jens Hald Madsen (V), Per Stig Møller (KF), Peter Skaarup (DF), Arne Melchior (CD), Inger Marie Bruun-Vierø (RV) og Jann Sjursen (KRF).
Fremsat ............. FF 5368
Vedtaget .............. FF 5391
Fuld tekst:
V 63. Af Villy Søvndal (SF):
»Sanktionerne imod Irak blev indført for 10 år siden for at sikre, at det irakiske regime ikke på ny skulle erhverve masseødelæggelsesvåben og udvikle sig til en trussel imod naboer og egen befolkning.
Folketinget konstaterer, at 10 års økonomiske sanktioner imod Irak samt det irakiske regimes politik over for den irakiske befolkning har betydet ufattelige lidelser for civilbefolkningen i form af en afgrundsdyb fattigdom og en alarmerende høj børnedødelighed.
Folketinget konstaterer endvidere, at de irakiske magthavere efter 10 års sanktioner sidder så sikkert som nogen sinde.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til i alle relevante internationale fora
— at tage initiativ til og støtte forslag om at ændre og målrette sanktionerne, så de ikke rammer uskyldige civile, men rettes imod magthaverne i det irakiske samfund,
— at sikre beskyttelse af befolkningen i irakisk Kurdistan, og
— at videreføre og forøge den humanitære bistand målrettet imod fattigdomsprogrammer, sundheds- og børneprogrammer med henblik på at sikre hurtig hjælp til civilbefolkningen såvel bilateralt som multilateralt.«
V 64. Af Jeppe Kofod (S), Jens Hald Madsen (V), Per Stig Møller (KF), Peter Skaarup (DF), Arne Melchior (CD), Inger Marie Bruun-Vierø (RV) og Jann Sjursen (KRF):
»Folketinget konstaterer, at det irakiske regime gennem sin manglende vilje til at efterleve FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner og samarbejde om gennemførelsen af FN's olie for mad-program bærer hovedansvaret for, at 10 års økonomiske sanktioner har medført ufattelig lidelse for Iraks befolkning.
Folketinget opfordrer regeringen til at
— arbejde for Iraks efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner, der sigter på at undgå, at Irak på ny erhverver masseødelæggelsesvåben og udvikler sig til en trussel mod sin egen befolkning, herunder det kurdiske mindretal, og den regionale stabilitet, og dermed bane vejen for en ophævelse af sanktionerne mod Irak
— støtte FN-initiativer, der tager sigte på at målrette sanktionerne mod det irakiske regimes muligheder for at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, således at civilbefolkningen rammes mindst muligt
— videreføre den humanitære bistandsindsats til fordel for den irakiske civilbefolkning såvel bilateralt som gennem EU.«
Afstemning:
V 64 vedtaget med 89 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)); 12 (SF og EL) stemte hverken for eller imod).
V 63 var dermed bortfaldet.