L 165 Forslag til lov om finansiel virksomhed.

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Erhvervsudvalget (ERU).

Med loven gennemføres en ny lovstruktur, idet loven samler de tilsynsmæssige bestemmelser og lovgivningsområder, som i vidt omfang er ens i de finansielle love. Det gælder for eksempel regler om koncerner, ledelse, ejerforhold og Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Ligeledes indeholder loven nye overordnede regnskabsregler for finansielle virksomheder. Disse regler bygger på de samme principper som den nye årsregnskabslov.

Loven indebærer desuden justeringer af reglerne om finansielle virksomheders tavshedspligt og videregivelse af kundeoplysninger ved følgende initiativer:

- Bortfald af de gældende regler om, at sædvanlige kundeoplysninger kan videregives til finansielle virksomheder inden for en koncern.

- Mulighed for videregivelse af kundeoplysninger til brug for varetagelse af administrative opgaver, herunder som led i outsourcing.

- Beskyttelse mod uønsket markedsføring og rådgivning i form af krav om samtykke.

- Gennemsigtighed omkring berettiget videregivelse.

- Skærpede krav vedrørende et samtykke, herunder krav om mindst én gang årligt at give kunden oplysning om, hvad kunden har givet samtykke til.

Endelig giver loven mulighed for, at Finanstilsynet kan fastsætte regler og retningslinjer om redelig forretningsskik og god praksis.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslagets gennemførelse ville medvirke til at sikre en ensartet behandling af ensartede finansielle produkter og muliggøre en række regelforenklinger og -moderniseringer. Det var desuden hensigten at foretage en gennemgang af de øvrige finansielle tilsynslove med henblik på fremsættelse af tilsvarende lovforslag i folketingssamlingen 2001-02.

De foreslåede regler om tavshedspligt og videregivelse af kundeoplysninger skulle ses i lyset af økonomiministerens redegørelse »Beskyttelse af kundeoplysninger i finansielle virksomheder« af 3. november 2000 og i sammenhæng med de nye direktivbestemte regler i lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (Persondataloven).

Under forslagets behandling blev der vedtaget ændringsforslag, som indebar etablering af Det Finansielle Virksomhedsråd med Forsikringsrådet som forbillede. Regeringen blev samtidig opfordret til at evaluere rådets virksomhed og give Erhvervsudvalget en redegørelse om resultatet i folketingssamlingen 2003-04.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF, Mogens Andreasen (UP) og Frank Dahlgaard (UP)) mod 4 (EL og Thorkild B. Fransgaard (UP)).
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Pia Larsen (V), Pernille Sams (KF), Ole Sohn (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Egil Møller (DF), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)