B 22 Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed i partiernes regnskaber.

Samling: 2001-02 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag, der sikrede større åbenhed i partiernes regnskaber, ved at partierne i deres regnskaber skulle offentliggøre alle bidrag på 5.000 kr. og derover, ved at partiernes lokalorganisationer i deres regnskaber skulle offentliggøre alle bidrag på 5.000 kr. og derover, og ved at kandidater til Folketinget, amtsråd, kommunalbestyrelser og Europa-Parlamentet skulle offentliggøre alle bidrag på 5.000 kr. og derover.

Det fremgik af bemærkningerne, at forslagsstillerne mente, det måtte være et formål i sig selv at skabe større åbenhed, og at forslaget kunne gennemføres, selv om der ikke samtidig gennemførtes andre ændringer.

Som følge af udskrivning af folketingsvalg kom forslaget ikke til førstebehandling.