B 91 Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer.

Af: Miljøminister Hans Christian Schmidt (V)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Ved folketingsbeslutningen giver Folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer Kyotoprotokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), vedtaget i december 1997 i Kyoto.

Folketinget vedtog i folketingsåret 2000-01 et tilsvarende beslutningsforslag, nr. B 194. Det fremgik af bemærkningerne til dette forslag, at en forudsætning for Danmarks ratifikation ville være, at Danmarks 21 pct.s reduktionsforpligtelse blev målt i forhold til et udledningsniveau i 1990 korrigeret for elimport, og at dette på passende vis blev tilgodeset i den retsakt, som ville danne grundlag for EU's ratifikation.

Da Folketingets betingelse om basisåret ikke blev tilgodeset i retsakten vedrørende EU's ratifikation og Danmark således stadig var juridisk forpligtet til at reducere sine udledninger af drivhusgasser med 21 pct. af de faktiske udledninger i 1990, fandt regeringen det nødvendigt at forelægge Folketinget et nyt beslutningsforslag om Danmarks ratifikation af Kyotoprotokollen.

Beslutningsforslaget vedtaget med 99 stemmer (V, S, KF, SF, RV, EL og KRF) mod 15 (DF).
Partiernes ordførere
Eyvind Vesselbo (V), Svend Auken (S), Jørn Dohrmann (DF), Helle Sjelle (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)