B 93 Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Med folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til, at Danmark i Rådet for Den Europæiske Union medvirker til vedtagelsen af udkastet til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. Udkastet til rammeafgørelse indeholder bestemmelser, der fastlægger, i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat, og i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal eller kan afslå udlevering.

Udkastet indeholder desuden regler om, hvornår medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere egne statsborgere, og endvidere fastlægger udkastet, hvilke lovovertrædelser der kan medføre udlevering.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at baggrunden for forslaget var et ønske om at forenkle og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne, og at udkastet til rammeafgørelse var udarbejdet med hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b) i Traktaten om den Europæiske Union (TEU).

Beslutningsforslaget vedtaget med 80 stemmer (V, S, KF, RV og KRF) mod 26 (DF, SF og EL).
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Frank Jensen (S), Søren Krarup (DF), Lars Barfoed (KF), Villy Søvndal (SF), Morten Østergaard (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KrF)