Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 20. Af Jørn Jespersen (SF).
Fremsat ............. FF 2201
Bortfaldet ............. FF 2323
V 21. Af Pia Larsen (V) og Gitte Seeberg (KF).
Fremsat ............. FF 2202
Vedtaget .............. FF 2323
V 22. Af Jeppe Kofod (S), Morten Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF).
Fremsat ............. FF 2203
Bortfaldet .............. FF 2323
V 23. Af Pernille Rosenkrantz-Theil (EL).
Fremsat ............. FF 2207
Bortfaldet .............. FF 2323
Fuld tekst:
V 20. Af Jørn Jespersen (SF):
»Folketinget konstaterer, at de rige lande hidtil ikke har levet op til deres forpligtelser til at bistå de fattige lande med at bekæmpe fattigdom.
Folketinget opfordrer regeringen til på konferencen om udviklingsfinansiering i Mexico at arbejde for at skabe det bedst mulige udgangspunkt for en Global Deal og for,
- at udviklingslandene sikres fri markedsadgang til de rige lande, og at landbrugsstøtten her afvikles over en kort årrække,
- at gældslettelsesinitiativet udvides, og at hele finansieringen sikres via additionelle midler,
- at ilandene bindende og med en fast tidsplan forpligter sig til at leve op til målsætningen om at yde mindst 0,7 pct. i udviklingsbistand,
- at ilandene bekræfter Rioløftet om additionel miljøbistand og teknologioverførsel,
- at der sikres nye finansieringskilder til at betale for globale, offentlige goder som fredsbevarelse, miljøbevarelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, og
- at der oprettes et Økonomisk Sikkerhedsråd, en International Skatteorganisation og en Global Miljøorganisation, og at ILO styrkes.«
V 21. Af Pia Larsen (V) og Gitte Seeberg (KF):
»Folketinget opfordrer regeringen til på Den Internationale Konference om Finansiering af Udvikling i Monterrey at arbejde for,
- at det internationale samfund intensiverer kampen mod fattigdommen i overensstemmelse med de internationale udviklingsmål, vedtaget på FN's årtusindtopmøde i 2000,
- at udviklingslandene forpligter sig til at skabe de nødvendige politiske og økonomiske rammer for bæredygtig udvikling for at forbedre de fattige befolkningsgruppers levevilkår,
- at lette udviklingslandenes adgang til alle ilandes markeder,
- at ilandene øger deres bestræbelser på at opfylde bistandsmålsætningen på 0,7 pct.,
herunder gennem fastsættelse af tidsrammer herfor,
- at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd i udviklingsprocessen,
- at samarbejdet mellem FN, Verdensbanken, IMF og WTO fastholdes og udbygges ved opfølgningen på konferencen,
- at styrke FN's rolle i den globale udvikling, og
- at konferencen baner vejen for et succesfuldt resultat på verdenstopmødet i Johannesburg.«
V 22. Af Jeppe Kofod (S), Morten Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF):
»Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde Danmarks målsætning om at yde 1 pct. af bruttonationalindkomsten i ulandsbistand og til på Den Internationale Konference om Finansiering af Udvikling i Monterrey at arbejde for,
- at det internationale samfund, herunder Danmark, intensiverer kampen mod fattigdommen i overensstemmelse med de internationale udviklingsmål, vedtaget på FN's årtusindtopmøde i 2000,
- at udviklingslandene styrker bestræbelserne på at skabe de nødvendige politiske og økonomiske rammer for bæredygtig udvikling for at forbedre de fattige befolkningsgruppers levevilkår,
- at de ilande, der endnu ikke opfylder bistandsmålsætningen på 0,7 pct., øger deres bestræbelser på som minimum at nå dette mål, herunder gennem fastsættelse af tidsrammer herfor,
- at lette udviklingslandenes adgang til alle ilandes markeder,
- at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd som en helt nødvendig forudsætning for økonomisk vækst og udvikling, og
- at samarbejdet mellem FN, Verdensbanken, IMF og WTO udbygges i forbindelse med opfølgningen på konferencen.«
V 23. Af Pernille Rosenkrantz-Theil (EL):
»Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde Danmarks målsætning om at yde minimum 1 pct. af BNI i ulandsbistand og til på Den Internationale Konference om Finansiering af Udvikling at arbejde for,
- at der fastsættes tidsrammer for opnåelse af målsætningen på 0,7 pct af BNI for ilandenes udviklingsbistand,
- at der tages initiativer med henblik på opnåelse af større stabilitet i det finansielle system, f.eks. gennem vedtagelse af en Tobinskat,
- at der sættes en proces i gang, som fører til en fuldstændig slettelse af ulandenes gæld,
- at der skabes globale mekanismer, som kan øge ulandenes muligheder for at stille krav til udenlandske investorer med henblik på nationale udviklingsmål og social udvikling,
- at der tages initiativer, som kan skabe en mere retfærdig international handel, herunder gennem øget adgang til ilandenes markeder for ulandene, og
- at arbejdet for at opnå målene fra FN's millenniumkonference styrkes.«
Afstemning:
V 21 vedtaget med 63 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, SF, RV, EL og KRF).
V 20, V 22 og V 23 var dermed bortfaldet.