L 143 Forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere love.

(Implementering af direktivpakken »99-review«).

Af: Videnskabsminister Helge Sander ()
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Videnskab og Teknologi (UVT).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven implementerer EU-teledirektivpakken (»99-review«). I forhold til de nugældende danske regler er de væsentligste ændringer i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet som følge af direktiverne følgende:

- Inden for samtrafikområdet skal der fremover udarbejdes markedsanalyser med henblik på, at IT- og Telestyrelsen kan træffe konkrete afgørelser om, hvorvidt selskaber med en stærk markedsposition kan pålægges særlige forpligtelser.

- Prisregulering skal være et af flere mulige værktøjer til at opnå reel konkurrence, hvis en markedsanalyse viser, at der ikke er reel konkurrence på forskellige markeder.

- På forbrugerområdet skal der ligeledes inden for visse områder udarbejdes markedsanalyser og træffes afgørelser.

Lovforslaget indeholdt bestemmelser, der gennemførte Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2l/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/ 58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (databeskyttelsesdirektivet).

Lovforslaget implementerede direktiverne inden for rammerne af den telepolitiske principaftale af 8. september 1999 med tillæg, som blev indgået af et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Lovforslaget vedtaget med 104 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 2 (EL).
Partiernes ordførere
Tina Nedergaard (V), Thomas Adelskov (S), Jørn Dohrmann (DF), Pia Christmas-Møller (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Morten Helveg Petersen (RV) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)