B 23 Forslag til folketingsbeslutning om en ny CO2-kvote.

Samling: 2003-04
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh. henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte et forslag til en ny lov om tildeling af CO2-kvoter i elsektoren. Lovforslaget skulle udformes efter en række nærmere angivne retningslinjer og have virkning fra den 1. januar 2004.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at den hidtil gældende ordning for kvotetildeling ophørte med udgangen af 2003. Hensigten med forslaget var at sikre opfyldelsen af de mål for reduktion af CO2-udslip, som Danmark havde forpligtet sig til i Kyotoaftalen og de gældende aftaler i EU.

Beslutningsforslaget blev ikke fremmet til anden behandling, idet økonomi- og erhvervsministeren fremsatte to lovforslag, nr. L 8 og nr. L 216, om CO2-kvoter, som blev vedtaget. Der henvises til omtalen af disse forslag.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Svend Auken (S), Aase D. Madsen (DF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Tove Videbæk (KD)