B 204 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en handlingsplan til bekæmpelse af handel med børn.

Af: Anne Baastrup (SF) , Aage Frandsen (SF) og Villy Søvndal (SF)
Samling: 2003-04
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh. henvist til Socialudvalget (SOU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremlægge en ny, langsigtet handlingsplan til bekæmpelse af kommerciel seksuel udnyttelse og trafficking med børn. Handlingsplanen skulle bl.a. omfatte tiltag til uddannelse af relevante faggrupper, f.eks. politi og socialvæsen, så de opnåede kendskab til trafficking og blev i stand til at identificere ofre for trafficking.

Det fremgik af bemærkningerne, at forslagsstillerne mente, at regeringen skulle følge op på Danmarks forpligtelser over for børn i forbindelse med FN's konvention om barnets rettigheder og beslutninger på 2. verdenskongres i Yokohama.
Partiernes ordførere
Karsten Nonbo (V), Sandy Brinck (S), Jette Jespersen (DF), Charlotte Dyremose (KF), Anne Baastrup (SF), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KD)