L 160 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven styrker retsstillingen for forurettede i voldtægtssager og andre grove sædelighedssager på en række punkter, herunder følgende:

- Der skal altid ske beskikkelse af en bistandsadvokat i voldtægtssager m.v., medmindre den forurettede frabeder sig dette.

- Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en bistandsadvokat inden den første egentlige politiafhøring, medmindre den forurettede frabeder sig det.

- Politiafhøringen af forurettede skal ske under tilstedeværelse af en beskikket advokat, medmindre den forurettede anmoder om at blive afhørt uden bistandsadvokatens tilstedeværelse.

- Bistandsadvokatens ret til aktindsigt forud for afgørelsen af tiltalespørgsmålet udvides.

- Bistandsadvokaten får ret til under sagens behandling ved domstolene at gøre indsigelse mod en bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd.

- Det sikres, at spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal føres ud under forurettedes forklaring i voldtægtssager, afklares forud for domsforhandlingen.

Herudover indføres en hjemmel til at beskikke en advokat for nære pårørende til en forurettet i straffesager mod politipersonale, bl.a. i tilfælde, hvor en forurettet er afgået ved døden som følge af politiets indgriben eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Lovforslaget var en udmøntning af dele af en folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen, jf. beslutningsforslag nr. B 82 fra folketingsåret 2003-04.

Lovforslaget byggede endvidere på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1458/2005 om forbedringer af voldtægtsofres retsstilling.

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (V, S, DF, KF, RV, SF og EL) mod (ved en fejlafstemning) 1 (SF).
Partiernes ordførere
Irene Simonsen (V), Sandy Brinck (S), Kim Christiansen (DF), Tom Behnke (KF), Elisabeth Arnold (RV), Anne Baastrup (SF) og Line Barfod (EL)