L 2 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Producentansvar for elektronikskrot m.v.).

Af: Miljøminister Connie Hedegaard (KF)
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører producentansvar på elektronikskrotområdet. Dette indebærer især, at producenter og importører af elektriske og elektroniske produkter pålægges ansvaret for håndtering af affaldet og de økonomiske omkostninger herved. Loven indfører desuden hjemmel til, at en privat organisation kan stå for producentregisteret, og at kommunerne fortsat kan drive behandlingsanlæg for elektronikskrot.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 100 fra folketingsåret 2004-05 (1. samling), jf. 1. samling. Formålet med lovforslaget var ifølge bemærkningerne til lovforslaget at forebygge frembringelsen af elektronikaffald og at fremme genbrug, genanvendelse og andre former for nyttiggørelse af affaldet. Et ændringsforslag fastlagde, at kommunerne fortsat kunne drive behandlingsanlæg for elektronikskrot. Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003.

Ministeren tilkendegav i udvalgets betænkning,

- at indsamlingen af elektronikskrot eventuelt kunne koordineres med indsamlingen af batterier,

- at lovforslaget ikke regulerede import og eksport af elektronikskrot, og

- at der senest 3 år efter lovens ikrafttræden ville blive gennemført en evaluering.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) imod 3 (EL).
Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) imod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Eyvind Vesselbo (V), Jytte Wittrock (S), Jørn Dohrmann (DF), Christian Wedell-Neergaard (KF), Ole Glahn (RV), Steen Gade (SF) og Per Clausen (EL)