Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:
V 79. Af Jens Hald Madsen (V), Søren Espersen (DF) og Lars Barfoed (KF).
Fremsat 30-05-07 ...... FF 7647
Vedtaget 31-05-07 ...... FF 7691
V 80. Af Mogens Lykketoft (S), Niels Helveg Petersen (RV), Pernille Frahm (SF) og Naser Khader (UFG).
Fremsat 30-05-07 ...... FF 7650
Bortfaldet 31-05-07 ..... FF 7691
V 81. Af Rune Lund (EL).
Fremsat 30-05-07 ...... FF 7660
Bortfaldet 31-05-07 ..... FF 7691
Fuld tekst:
V 79:
»Folketinget udtrykker støtte til regeringens indsats for at overvinde fastlåsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem en genoptagelse af fredsforhandlingerne mellem den israelske regering og den palæstinensiske præsident, der skal føre til en forhandlet tostatsløsning, oprettelse af en uafhængig, demokratisk, økonomisk og socialt levedygtig palæstinensisk stat og en endelig fredsslutning mellem Israel og de arabiske naboer med udgangspunkt i FN's sikkerhedsrådsresolutioner 242, 338, 1397 og 1515. Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte denne indsats i EU, FN og bilateralt.«
V 80:
»Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at EU-landene normaliserer forholdet til den palæstinensiske samlingsregering, der til gengæld entydigt må afsværge voldsanvendelse og deltage i forhandlinger om en tostatsløsning. Både palæstinensere og israelere skal have sikkerhed for at kunne leve uden terror og krig bag internationalt anerkendte grænser.
Verdenssamfundet må insistere på afslutning af 40 års besættelse og en fredsløsning, der tager udgangspunkt i 1967-grænserne og mellem parterne forhandlede korrektioner i forhold hertil. Derfor må den saudiske fredsplan hilses velkommen.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til over for Israels regering at gentage Danmarks og EU's modstand mod den folkeretsstridige bosættelsespolitik og ekspropriation af ejendom på besat palæstinensisk område, mod opførelse af adskillelsesmuren og mod de militære aktioner og restriktioner, der forhindrer et normalt liv for den palæstinensiske befolkning.«
V 81:
»Idet Folketinget konstaterer, at Israel nu i 40 år har besat palæstinensisk land, at Verdensbanken i en rapport fra den 9. maj 2007 fastslår, at de mange israelske kontrolposter, vejspærringer og apartheidmuren forhindrer enhver form for økonomisk vækst i de palæstinensiske områder, opfordrer Folketinget regeringen til at arbejde for:
- i alle internationale sammenhænge at kræve ophør af Israels besættelse af Palæstina samt kræve israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne i overensstemmelse med relevante FN-sikkerhedsrådsresolutioner,
- øjeblikkelig fjernelse af apartheidmuren,
- udvide bistanden til de palæstinensiske områder,
- suspension af EU's associeringsaftale med Israel indtil Israel respekterer international lov og menneskerettigheder,
- at Palæstina anerkendes som selvstændig stat,
- at begge parter overholder menneskerettighederne, herunder afsværger sig brug af terror,
- straks at normalisere forholdet til den palæstinensiske regering samt at arbejde for dette i alle internationale fora, og
- kraftigt at fordømme Israels seneste dages brug af magtanvendelse i Gaza.«
Afstemning:
V 79 vedtaget med 67 stemmer (V, DF og KF); 50 (S, RV, SF, EL og Leif Mikkelsen (UFG)) stemte hverken for eller imod.
V 81 var dermed bortfaldet.