Luk

Luk
Luk

Luk

L 76 Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og lov om social service.

(Forældremyndighed, når den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, overførsel af forældremyndighed til samlevende par m.v.).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at styrke barnets perspektiv og at tydeliggøre, at lovens grundlæggende princip om, at alle afgørelser skal træffes, ud fra hvad der er bedst for barnet, også er styrende, når der skal tages stilling til forældremyndigheden i tilfælde, hvor den ene forælder har forvoldt den anden forælders død. Det betyder, at Statsforvaltningen skal efterprøve, hvad der er bedst for barnet i relation til forældremyndigheden i alle situationer, hvor den efterlevende forælder har forvoldt den anden forælders død. Derudover vil den efterlevendes lovbestemte fortrinsstilling udgå i de situationer, hvor den ene forælder har forvoldt den anden forælders død. Som en afledt effekt af dette forslag foreslås det, at den efterlevende forælders lovbestemte fortrinsstilling generelt udgår af loven, når der skal tages stilling til forældremyndighed efter en forælders død.

Lovforslaget udmønter en politisk aftale af 9. september 2015 indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om ændring af forældreansvarslovens § 15 (forældremyndighed ved dødsfald). Forslaget træder i kraft den 1. marts 2016.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Karin Nødgaard (DF), Hans Andersen (V), Pernille Skipper (EL), Villum Christensen (LA), Torsten Gejl (ALT) og Trine Torp (SF)