Luk

Luk
Luk

Luk

L 83 Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer.

(Delvis lovliggørelse af peberspray).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lovforslaget indebærer, at det lovliggøres for personer over 18 år at besidde peberspray i eget hjem.

Det foreslås desuden at skærpe straffen for personer, som tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af våbenlovgivningen eller straffelovens bestemmelser om f.eks. vold eller røveri, og som bærer eller besidder peberspray på steder eller under omstændigheder, hvor der er en nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter.

I forlængelse af lovforslaget vil regeringen ændre våbenbekendtgørelsen og våbencirkulæret, således at det bliver muligt for visse personer at opnå tilladelse fra politiet til at bære peberspray i det offentlige rum, hvis vedkommende kan dokumentere et særligt behov herfor.

Endelig forudsættes det, at peberspray alene kan forhandles af våbenhandlere og andre forhandlere, som er godkendt af politiet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 54 (DF, V, LA og KF), imod stemte 51 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Trine Bramsen (S), Peter Kofod (DF), Preben Bang Henriksen (V), Lene Foged (LA), René Gade (ALT), Lotte Rod (RV) og Karsten Hønge (SF)