Luk

Luk
Luk

Luk

L 65 Forslag til lov om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love.

(Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.).

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Lovforslaget skal sikre en smidiggørelse af reglerne i børneloven om registrering af medmoderskab, således at medmoderskab ligesom faderskab kan registreres af personregisterføreren ved registreringen af barnets fødsel.

Desuden ønsker regeringen med lovforslaget at ændre børneloven, således at forældre, der har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, bliver betegnet og registreret som forældre i overensstemmelse med deres juridiske kønsskifte.

Endvidere har lovforslaget til hensigt at præcisere § 30 i børneloven, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at den kvinde, der føder et barn, anses for mor til barnet.

Ydermere vil lovforslaget medføre ændringer i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 14. september 2021, således at transpersoner, der ikke har gennemført juridisk kønsskifte, kan få et navn, der passer til den pågældendes kønsidentitet, ved at erklære, at ønsket om navnet er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn. Der vil således ikke længere være en betingelse for navneændringen, at der indhentes en erklæring om, at den pågældende er transseksuel eller lignende.

Loven forventes at træde i kraft den 1. april 2022.

Forslaget blev vedtaget. For stemte 95 (S, V, SF, RV, EL, KF, LA, FG og ALT), imod stemte 10 (DF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Camilla Fabricius (S), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Astrid Carøe (SF), Marie Krarup (DF), Samira Nawa (RV), Pernille Skipper (EL), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (NB)