Luk

Luk
Luk

Luk

L 54 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love.

(Fælles opkrævning af arbejdsgiverbidrag, udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om modregningsadgang, nationale særregler for behandling af personoplysninger m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Med lovforslaget kan ATP-bidrag fremover opkræves fælles med andre arbejdsgiverbidrag i opkrævningsløsningen Samlet Betaling. Derudover fastsættes modregningsadgang mellem ind- og udbetalinger for en række ordninger. Med lovforslaget udvides beskæftigelsesministerens beføjelser til også at kunne fastsætte regler om modregning mellem ordninger i forbindelse med fælles opkrævning.

Det foreslås videre at indføre nationale særregler for behandling af personoplysninger, der vil skulle sikre udsendelse af færre oplysningsbreve. Dette forudsætter en undtagelse fra databeskyttelsesforordningen.

Derudover gives Udbetaling Danmark hjemmel til at pålægge juridiske personer et gebyr ved afsendelse af erindringsskrivelser samt mulighed for at tillægge rentekrav ved for sen betaling af ydelser. Sluttelig foreslås det at tilpasse Finanstilsynets bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrørende ATP’s årsrapport.

Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2024.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, V, SF, M, DD, LA, KF, RV, DF, ALT, NB og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 4 (EL), hverken for eller imod stemte 1 (Lars Boje Mathiesen (UFG)).
Partiernes ordførere
Thomas Skriver Jensen (S), Hans Christian Schmidt (V), Astrid Carøe (SF), Karin Liltorp (M), Sólbjørg Jakobsen (LA), Kristian Bøgsted (DD), Victoria Velasquez (EL), Helle Bonnesen (KF), Lars Boje Mathiesen (UFG), Katrine Robsøe (RV), Nick Zimmermann (DF), Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT) og Kim Edberg Andersen (NB)