Luk

Luk
Luk

Luk

L 82 Forslag til lov om ændring af lov om integrationsgrunduddannelse (igu) og lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

(Videreførelse og udvidelse af igu-ordningen og videreførelse af egu-fgu-bonusordningen).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Formålet med forslaget er at videreføre og udvide integrationsgrunduddannelsesordningen (igu). Forslaget indebærer, at igu-ordningen og egu-bonussen videreføres i 4 år frem til den 31. december 2027. Forslaget bygger på en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og arbejdsmarkedets parter på baggrund af en anbefaling fra Reformkommissionen.

Derudover indebærer forslaget, at persongruppen, som har adgang til ordningen, udvides til at omfatte alle former for familiesammenførte i alderen 18-40 år, som har været i Danmark i op til 20 år. I forlængelse heraf indføres der et årligt loft over antallet af nye igu-forløb på 1.500, hvor der efter behov og nærmere drøftelse i aftalekredsen kan indføres et midlertidigt stop, når der i det enkelte år er påbegyndt 1.200 igu-forløb. Forslaget vil endvidere give udlændinge- og integrationsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler for udstedelse af beviser til fuldførte og delvis gennemførte igu-forløb.

Forslaget indebærer også, at egu-fgu-bonusordningen forlænges med 4 år.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, V, SF, M, DD, LA, KF, EL, RV, ALT og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 6 (DF, NB og Lars Boje Mathiesen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Rasmus Stoklund (S), Ken Kristensen (V), Karsten Hønge (SF), Mohammad Rona (M), Peter Skaarup (DD), Steffen Larsen (LA), Victoria Velasquez (EL), Andreas Karlsen (KF), Mette Thiesen (DF), Zenia Stampe (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) og Kim Edberg Andersen (NB)