B 165 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til træning og kapacitetsopbygning i Afrika i rammen af EU.

Af: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)
Samling: 2024-25
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Med beslutningsforslaget anmoder regeringen om Folketingets samtykke til udsendelse af danske militære bidrag til indsættelse i EU’s trænings- og kapacitetsopbyggende indsatser i Afrika med henblik på at styrke afrikanske partneres evne til at håndtere sikkerhedsudfordringer på kontinentet.

De danske militære bidrag vil også kunne indsættes i EU’s eventuelle fremtidige trænings- og kapacitetsopbyggende indsatser i Afrika, som er af tilsvarende karakter og missionsramme.

Det drejer sig om militære trænings-, rådgivnings- og stabsbidrag bestående af op til ca. 18 personer pr. EU-indsats. Opgaverne vil bl.a. omfatte planlægning, rådgivning, mentorering, træning, uddannelse og eventuelt sikringsopgaver, herunder i enkelte tilfælde i forbindelse med trænede styrkers udførelse af operationer, hvor bidragene vil varetage sine opgaver fra sikrede lokationer.

De danske bidrag vil have mandat til at anvende magt i selvforsvar og i forsvar af andre styrker og enheder, der er indsat i rammen af EU’s indsatser, eller tredjepersoner, der opholder sig i nærheden af missionsområdet, og som udsættes for livstruende fare eller fare for fysiske skader.

De danske militære bidrag kan udsendes i op til 12 måneder ad gangen på kontinuerlig basis.

Som det første konkrete danske militære bidrag vil der fra medio 2025 blive udsendt to personer til EU’s militære træningsmission i Somalia (EUTM Somalia).

Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando over de danske bidrag. Retten til at indsætte bidragene delegeres som udgangspunkt til chefen for den EU-indsats, hvortil det danske personel er udsendt, i overensstemmelse med de fastlagte kommando- og kontrolforhold.
Vedtaget For stemte 93 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, RV, ALT, Leila Stockmarr (EL), Mike Villa Fonseca (UFG), Jeppe Søe (UFG)) imod stemte 8 (EL, DF) hverken for eller imod stemte 0 Ved en fejl stemte Leila Stockmarr (EL) for forslaget.
Partiernes ordførere
Simon Kollerup (S), Jon Stephensen (UFG), Peter Juel-Jensen (V), Anne Valentina Berthelsen (SF), Lise Bech (DD), Carsten Bach (LA), Henrik Frandsen (M), Rasmus Jarlov (KF), Trine Pertou Mach (EL), Alex Ahrendtsen (DF), Sascha Faxe (ALT) og Martin Lidegaard (RV)