L 119 Forslag til lov om ændring af PNR-loven.

(Ændring af reglerne for myndighedernes indsamling og opbevaring af passagerlisteoplysninger m.v.).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Samling: 2025-26 (1. samling)
Status: Fremsat
Formålet med lovforslaget er at sikre, at PNR-loven, som fastsætter rammerne for myndighedernes indsamling, opbevaring og anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger), bringes i overensstemmelse med EU-retten som fortolket af EU-Domstolen i sag C-817/19, Ligue des droits humains. Det er Justitsministeriets vurdering, at dommen har betydning for den danske PNR-lovs overensstemmelse med EU-retten, herunder EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (Chartret).

Der foreslås på den baggrund en række ændringer i reglerne for passagerlisteoplysningsenhedens (PNR-enhedens) indsamling, opbevaring og videregivelse af PNR-oplysninger i PNR-loven for at sikre, at PNR-oplysninger i videst muligt omfang fortsat kan anvendes af politiet, efterretningstjenesterne og Toldstyrelsen i deres opgavevaretagelse samtidig med, at dette sker i overensstemmelse med Danmarks internationale og EU-retlige forpligtelser.

Det foreslås for det første, at indsamling af PNR-oplysninger på flyvninger inden for EU med tilknytning til Danmark som udgangspunkt alene vil finde sted på udvalgte flyvninger, hvor det er strengt nødvendigt af hensyn til at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, der kan straffes med mindst 3 års fængsel. Det foreslås endvidere, at PNR-enheden undtagelsesvist vil kunne indsamle PNR-oplysninger på alle flyvninger inden for EU med tilknytning til Danmark, når der foreligger tilstrækkeligt konkrete omstændigheder til at antage, at Danmark står over for en terrortrussel. PNR-enheden vil fortsat skulle indsamle PNR-oplysninger på alle flyvninger fra tredjelande med tilknytning til Danmark.

Det foreslås for det andet, at PNR-oplysninger som udgangspunkt vil kunne opbevares i en periode på 6 måneder, hvorefter oplysningerne skal slettes. Opbevaringsperioden vil undtagelsesvist kunne forlænges under visse betingelser.

For det tredje forslås det, at det eksisterende krav i PNR-loven om forudgående kontrol ved PNR-enhedens efterfølgende videregivelse af PNR-oplysninger, som er ældre end 6 måneder, udvides til også at finde anvendelse ved videregivelse af PNR-oplysninger, der er mindre end 6 måneder gamle. Afgørelse om videregivelse af PNR-oplysninger vil i disse tilfælde fremover skulle træffes af retten ved kendelse.

Det foreslås for det fjerde, at der som en supplerende ordning indføres et nyt kapitel 5 a i PNR-loven, hvori der fastsættes regler om PET’s og FE’s adgang til PNR-oplysninger til brug for varetagelsen af tjenesternes opgaver vedrørende den nationale sikkerhed. Formålet hermed er at sikre, at efterretningstjenesterne også efter EU-dommen vil have mulighed for at tilgå PNR-oplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed.

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, herunder at de foreslåede ændringer kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.