L 78 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Indførelse af national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, aftale om vilkår for alment praktiserende læger, differentieret honorarstruktur, etablering af Praksisklagenævnet m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Samling: 2025-26
Status: 2. behandlet/Direkte til 3. behandling
Lovforslaget udmønter dele af Aftale om sundhedsreform 2024, som blev indgået den 15. november 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Lovforslaget indfører en national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, der bliver fastlagt af Sundhedsstyrelsen som inddrager relevante faglige aktører i et rådgivende udvalg. Formålet er, at det almenmedicinske tilbud i højere grad skal afspejle sundhedsvæsenets aktuelle behov og levere mere ensartet, høj kvalitet på tværs af tilbuddet uanset klinikform og geografisk placering og under hensyn til den strategiske sundhedsplanlægning i det samlede sundhedsvæsen.

Lovforslaget giver hjemmel til ny aftale for alment praktiserende læger, der omhandler vilkår og økonomi, og som har afsæt i den nationalt fastsatte opgavebeskrivelse og basisfunktion.

Lovforslaget giver hjemmel til, at regionsrådet kan indgå lokale aftaler med de almenmedicinske tilbud, herunder udbudsklinikker, for at understøtte og sikre regionsrådets planlægningskompetence og et større lokalt råderum for at tilpasse opgaveløsningen efter lokale behov.

Lovforslaget indebærer, at honorarstrukturen for alment praktiserende læger bliver differentieret med udgangspunkt i den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud.

Regionsrådet skal forhåndsgodkende en speciallæge i almen medicin ved køb af et ydernummer. Forhåndsgodkendelsen skal foretages på baggrund af en udtømmende liste af saglige, objektive og transparente kriterier. Formålet er at sikre, at ejerlægen i praksis kan og vil overholde og efterleve aftale om vilkår for alment praktiserende læger og øvrige regler for praksisdriften, samt sikre, at sundhedskoncerner ikke overtager kontrollen med ydernumre.

Regionsrådet får kompetence til at følge op på nationale krav overfor de almenmedicinske tilbud og kan træffe afgørelser over for de privatpraktiserende læger i de almenmedicinske tilbud, hvis en læge misligholder aftaler eller overtræder de nationale krav til de almenmedicinske tilbud.

Der bliver etableret et uafhængigt praksisklagenævn til at behandle klager fra læger i de almenmedicinske tilbud over bl.a. afgørelser fra regionsrådet.
Partiernes ordførere
Lea Wermelin (S), Christoffer Aagaard Melson (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Louise Brown (LA), Rosa Eriksen (M), Lise Bertelsen (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Stinus Lindgreen (RV) og Karin Liltorp (ALT)