L 55 Forslag til lov om udpegning af retlige repræsentanter for visse tjenesteudbydere til indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager.

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Samling: 2025-26
Status: 1. Behandlet/Henvist til udvalg
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 af 12. juli 2023 om harmoniserede regler for udpegning af bestemte forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager (e-bevis-direktivet) i dansk ret.

Formålet med direktivet er at lette indsamlingen af elektronisk bevismateriale i straffesager på tværs af landegrænser. Direktivet indebærer, at visse udbydere af elektroniske tjenester forpligtes til at udpege mindst én retlig repræsentant i en medlemsstat, hvori de udbyder deres tjenester, som skal modtage, overholde og håndhæve afgørelser fra kompetente myndigheder om indsamling af bevismateriale i straffesager på vegne af den pågældende tjenesteudbyder.

Lovforslaget indebærer, at de omfattede tjenesteudbydere i Danmark forpligtes til at udpege en retlig repræsentant i en anden medlemsstat, hvor de pågældende udbyder tjenester. Det skyldes, at bl.a. den tilhørende forordning, der fastsætter regler om udlevering af visse typer af elektronisk bevismateriale, ikke gælder i Danmark på grund af forbeholdet. Dette er i overensstemmelse med direktivet, hvor der er en bestemmelse møntet på den særlige danske situation med forbehold på retsområdet.

Implementeringsfristen for direktivet er den 18. februar 2026, hvorfor det foreslås, at loven træder i kraft den 18. februar 2026.
Partiernes ordførere
Bjørn Brandenborg (S), Preben Bang Henriksen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Steffen Larsen (LA), Betina Kastbjerg (DD), Nanna W. Gotfredsen (M), Mette Abildgaard (KF), Rosa Lund (EL), Mette Thiesen (DF), Helene Brydensholt (ALT) og Zenia Stampe (RV)