L 57 Forslag til lov om ændring af færdselsloven, lov om luftfart, postloven og forskellige andre love.

(Styrket beredskab på transportområdet m.v. og præcisering af politiets adgang til at neutralisere droner m.v.).

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Samling: 2025-26
Status: 3. behandlet/vedtaget
Forslaget har til formål at styrke Danmarks beredskab på transportområdet og skabe mulighed for hurtige tiltag i krisesituationer. Transportministeren får hjemmel til midlertidigt at tillade fravigelse af regler i bl.a. færdselsloven, vejloven, postloven og luftfartsloven af hensyn til nationale forsvars- og beredskabsformål.

Forslaget giver mulighed for at prioritere havnearealer, sikre postudbringning under ekstraordinære forhold og håndtere ikkesamarbejdsvillige droner. Herudover får politiet en klarere retlig ramme til at neutralisere droner og andre fjernstyrede genstande af hensyn til sikkerhed. Beføjelserne skal anvendes proportionalt, og de mest vidtgående bemyndigelser på transportområdet foreslås at ophøre automatisk ved udgangen af 2028.
Forslaget er vedtaget. For stemte 97 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 8 (EL og ALT).
Partiernes ordførere
Thomas Jensen (S), Peter Juel-Jensen (V), Mads Olsen (SF), Jens Meilvang (LA), Kenneth Fredslund Petersen (DD), Peter Have (M), Joachim Hoffmann-Petersen (KF), Leila Stockmarr (EL), Nick Zimmermann (DF), Christina Olumeko (ALT) og Stinus Lindgreen (RV)