L 68 Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og forskellige andre love.

(Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige ligningsbehov).

Af: Kirkeminister Morten Dahlin (V)
Samling: 2025-26
Status: 3. behandlet/vedtaget
Formålet med lovforslaget er at gennemføre og implementere de dele af rapporten og den politiske aftale om ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”, der kræver lovændring. Lovforslaget har desuden til formål af gennemføre anbefalinger fra Udvalg vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver, hvilket kræver lovændring.

Forslaget indeholder for det første tiltag, der medfører en øget professionalisering af menighedsrådenes personaleledelse og styrket fokus på arbejdsmiljø og samarbejde mellem gejstlige og læge funktioner i folkekirken.

For det andet indeholder forslaget tiltag, der har til formål at aflaste menighedsrådenes forvaltning af fast ejendom og styrke samarbejdet om økonomiforvaltningen i provstiet, herunder forslag der skaber hjemmel til, at provstiudvalget kan varetage bestyrelsen af præsteembedernes faste ejendomme. Der sikres samtidig mulighed for lokal fleksibilitet, ved at budgetsamrådet får kompetence til at beslutte, at ansvaret for præsteembedets ejendomme ikke overføres til provstiudvalget, herunder at ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

Forslaget indeholder for det tredje tiltag til styrkelse og forenkling af reglerne om valg og sammensætning af de lokale demokratiske organer: menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.

Forslaget indeholder for det fjerde det retlige grundlag for etablering af en enhed for folkekirkens middelalderkirker til understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker samt præcisering af procesmæssige regler for provstiudvalgenes drøftelse af de lokale kassers ligningsbehov med henblik på at sikre sammenhæng i de lokale og nationale processer, som har betydning for den samlede kirkeskatteprocents størrelse.
Forslaget er vedtaget. For stemte 105 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Karin Gaardsted (S), Erling Bonnesen (V), Sigurd Agersnap (SF), Carl Andersen (LA), Søren Espersen (DD), Henrik Rejnholt Andersen (M), Helle Bonnesen (KF), Trine Pertou Mach (EL), Morten Messerschmidt (DF), Sascha Faxe (ALT) og Zenia Stampe (RV)