L 73 Forslag til lov om ændring af lov for Grønland om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber.

(Gennemførelse for Grønland af ændringsforordning til forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Samling: 2025-26
Status: 2. behandlet/Direkte til 3. behandling
Lovforslaget er fremsat efter aftale med Naalakkersuisut og har til formål at gennemføre reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1623 af 31. maj 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår krav vedrørende kreditrisiko, kreditværdijusteringsrisiko, operationel risiko, markedsrisiko og outputgulvet (CRR III) for Grønland.

Formålet med CRR III er at styrke kreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle stabilitet, samtidig med at kreditformidling, vækst og beskæftigelse understøttes.

Lovforslaget sikrer samtidig, at grønlandske kreditinstitutter får regulering svarende til den, som gælder for danske institutter. Kreditinstitutterne i Grønland vil dermed have et tilsvarende lovgrundlag som i Danmark, hvilket gør adgangen til kapital og likviditet nemmere.
Partiernes ordførere
Flemming Møller Mortensen (S), Louise Elholm (V), Mads Olsen (SF), Jens Meilvang (LA), Kenneth Fredslund Petersen (DD), Henrik Rejnholt Andersen (M), Helle Bonnesen (KF), Trine Pertou Mach (EL), Alex Ahrendtsen (DF), Katrine Robsøe (RV), Sascha Faxe (ALT), Aki-Matilda Høegh-Dam (N) og Aaja Chemnitz (IA)