L 76 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelsesrum og CER-loven.

(Styrkede beføjelser og tilsynsforanstaltninger på beskyttelsesrumsområdet m.v.).

Af: Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V)
Samling: 2025-26
Status: 1. Behandlet/Henvist til udvalg
Lovforslaget har navnlig til formål at gennemføre de ændringer af lov om beskyttelsesrum, som eftersynet af reglerne på området har givet anledning til.

Denne del af lovforslaget indebærer for det første en styrkelse af ministeren for samfundssikkerhed og beredskabs beføjelser på beskyttelsesrumsområdet, herunder i forhold til at kunne styre udviklingen i kapaciteten på området.

For det andet har lovforslaget til formål at skabe mere klarhed om de gældende regler om bl.a. fastsættelse af klargøringsvarsel for offentlige beskyttelsesrum og sikringsrum.

Herudover foreslås en styrkelse af tilsynet med overholdelse af reguleringen på området, og at der indføres en række indberetningspligter for kommunerne.

Lovforslagets anden del har til formål at ændre bilaget til lov om kritiske enheders modstandsdygtighed (CER-loven), som implementer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2557 af 14. december 2022 om kritiske enheders modstandsdygtighed og om ophævelse af Rådets direktiv 2008/114/EF (CER-direktivet) i dansk ret. Ved en fejl blev tre enhedskategorier under sektor 5, Sundhed, fra bilaget til CER-direktivet nemlig ikke medtaget i bilaget til CER-loven. Det retter lovforslaget op på, således de tre enhedskategorier medtages i loven.
Partiernes ordførere
Kasper Roug (S), Peter Juel-Jensen (V), Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Lise Bech (DD), Carsten Bach (LA), Charlotte Bagge Hansen (M), Rasmus Jarlov (KF), Søren Søndergaard (EL), Alex Ahrendtsen (DF), Stinus Lindgreen (RV) og Sascha Faxe (ALT)