L 2 Forslag til teleinfrastrukturloven.

Af: Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M)
Samling: 2026-27
Status: 1. Behandlet/Henvist til udvalg
Forslaget skal gennemføre og supplere EU’s regler om gigabitinfrastruktur i dansk ret med henblik på at gøre udrulningen af bredbånds- og mobilnet hurtigere, enklere og billigere. Forslaget er en del af initiativet »Ny forordning som løftestang for hurtig og nem udrulning af teleinfrastruktur« under aftalen om en robust og fremtidssikret digital infrastruktur i hele Danmark fra 26. juni 2025, indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
Forslaget samler og viderefører en række eksisterende regler om etablering og fælles udnyttelse af teleinfrastruktur og skal understøtte bedre adgang til eksisterende infrastruktur og mere effektiv etablering af ny infrastruktur. Derudover indeholder forslaget bl.a. mulighed for at begrænse adgangen til oplysninger om antenner og telemaster af sikkerhedshensyn, justeringer af reglerne om etablering af bredbåndskabler til bygninger og præcisering af reglerne for prisfastsættelse ved offentlige myndigheders udlejning af arealer til telemaster.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2027.
Partiernes ordførere
Trine Bramsen (S), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Christian Kirk (DF), Christoffer Aagaard Melson (V), Charlotte Bagge Hansen (M), Joachim Riis (LA), Sofie Therese Svendsen (KF), Eva Flyvholm (EL), Steffen Holme Helledie (RV), Ulrik Knudsen (DD), Signe Wenneberg (ALT) og Lars Boje Mathiesen (BP)