Ved loven foretages forskellige ændringer i og tilføjelser til den gældende politiordning, som er fastsat i lov nr. 166 af 18. maj 1937 om politiets og arrestvæsenets ordning m. v. (retsplejelovens kapitel 11).

Herved reguleres rigspolitichefembedets fremtidige forhold til justitsministeriet, chefen for politiets efterretningstjeneste, politidirektøren i København og politimestrene under hensyntagen til den siden enhedspolitiordningens gennemførelse stedfundne udvikling og de indvundne erfaringer. Rigspolitichefembedet bevarer sin stilling som en rent administrativ myndighed under justitsministeriet med bestemt afgrænsede beføjelser og — bortset fra fremmedtilsynet — uden udøvende myndighed. Nogle af de opgaver vedrørende politiets administration, der hidtil har henhørt under justitsministeriet, skal fremtidig varetages af rigspolitichefen, hvorved en af de med den nuværende ordning forbundne ulemper, nemlig dobbeltbehandling af mindre vigtige sager, søges undgået. Endvidere skal regnskabsførelsen vedrørende udgifterne til politivæsenet, der var delt mellem rigspolitichefens og justitsministeriets bogholderi, samles hos rigspolitichefen, ligesom loven tillægger rigspolitichefen beføjelse til at udøve tilsyn med politidirektørens og politimestrenes almindelige tilrettelæggelse af politiets arbejde. Herved skabes der mulighed for en mere effektiv kontrol med politikredsenes dispositioner af økonomisk rækkevidde. Mens forhandlinger med politiets organisationer, også forsåvidt angår spørgsmål af større principiel eller finansiel betydning, hidtil som regel er foregået hos rigspolitichefen, agter justitsministeriet ifølge bemærkningerne til lovforslaget at foranledige, at sådanne forhandlinger fremtidig finder sted i ministeriet. Herved mener man at kunne modvirke den af forvaltningskommissionen påpegede fare for, at der ikke bliver taget fornødent hensyn til statsforvaltningens økonomi og til fastholdelse af en fælles linie i administrationen af de forskellige tjenestemandsgruppers forhold.

Udover de bestemmelser, der vedrører rigspolitichefembedets forhold, har man foretaget enkelte andre ændringer i retsplejeloven. Nogle af disse ændringer er en følge af, at politiets efterretningsmæssige opgaver er henlagt under en selvstændig leder, der benævnes „chefen for politiets efterretningstjeneste". Andre af ændringerne er rent redaktionelle, idet man har fundet det belejligt at gennemføre en mere hensigtsmæssig systematik indenfor retsplejelovens kapitel 11. I den nye udformning indeholder kapitlet indledningsvis i §§ 108 og 109 en omtale af politiets opgaver, ledelse og personalegrupper. Derefter følger i § 110 bestemmelserne om de til rigspolitichefen henlagte opgaver. §§ 111 og 112 indeholder reglerne om politikredsene og disses ledelse, mens bestemmelserne om de uddannelsesmæssige og andre betingelser, der er en forudsætning for ansættelse i politiet, er samlet i § 113. De øvrige paragraffer i kapitlet berøres ikke af ændringerne i systematikken.

Ifølge den nye § 110 i retsplejeloven henlægges under rigspolitichefen særlig:

1) Fordeling og omflytning samt indstillinger om ansættelser og forfremmelser indenfor politikorpset og politiets kontorpersonale. Forinden forflyttelse sker, skal dog — udover erklæring fra vedkommende politimestre (chefen for politiets efterretningstjeneste eller politidirektøren) — indhentes erklæring fra vedkommende tjenestemand.

2) Disciplinære sager angående politikorpset og politiets kontorpersonale. Sager, der skønnes at burde medføre afskedigelse, forflyttelse eller degradation, afgøres dog af justitsministeren. Mindre disciplinære forseelser kan afgøres af politimesteren (chefen for politiets efterretningstjeneste eller politidirektøren) med advarsel, irettesættelse eller bøde på 25 kr. eller derunder.

3) Politiets udrustning og kontorhold.

4) Regnskabsførelsen vedrørende udgifterne til politivæsenet.

5) Politiafdelinger, der ikke er knyttet til en bestemt politikreds, medmindre der af justitsministeren træffes anden bestemmelse.

6) Tilrettelæggelsen af fremmedtilsynet og gennemførelsen af de herhen hørende bestemmelser.

De kursiverede ord blev tilføjet i folketinget, hvor man også ændrede følgende bestemmelse i lovforslagets affattelse af retsplejelovens § 113: „Som regel kan ingen ansættes som politimester uden i 3 år at have haft ansættelse som politifuldmægtig eller i anden overordnet stilling i politiet", så at der i stedet for kom til at stå: „Kun som en undtagelse kan nogen ansættes ..."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte justitsministeren bl. a.:

„Forvaltningskommissionen havde i årene 1947-48 ladet foretage en grundig undersøgelse af rigspolitichefembedets funktioner og udtalte på grundlag heraf en kritik af den deling af politiets centrale ledelse mellem justitsministeriet og rigspolitichefen, som er et af hovedpunkterne i den ved enhedspolitiloven af 18. maj 1937 indførte ordning. Kommissionen sammenfattede sin kritik i tre punkter: for det første fandt man, at et unødvendig stort antal sager blev underkastet dobbeltbehandling, fordi de måtte passere rigspolitichefens embede, forinden ministeriet traf afgørelserne i sagerne. Dernæst kritiserede kommissionen, at delingen af politiets regnskabsvæsen mellem justitsministeriet, rigspolitichefen og de lokale politimyndigheder vanskeliggjorde en effektiv kontrol med politiets økonomiske administration. Og endelig fandt man, at den nære kontakt, som var etableret mellem rigspolitichefen og politiets organisationer, indebar en fare for tilsidesættelse af vigtige hensyn, bl. a. til statens økonomi.

Forvaltningskommissionens flertal anbefalede, at de påpegede mangler blev afhjulpet ved, at rigspolitichefens og justitsministeriets funktioner blev samlet i et direktorat eller generaldirektorat, hvis leder — på samme måde som generaldirektørerne for statsbanerne og post- og telegrafvæsenet — fik direkte referat til ministeren. Man henviste herved til, at de funktioner, der påhviler politiets centrale ledelse, overvejende er af teknisk art, og at man derfor — på samme måde som det sker i de eksisterende generaldirektorater — burde tilstræbe et snævert samarbejde mellem fagfolkene — in casu politifolkene — og det departementalt uddannede personale med det formål at nå frem til en mere alsidig og sagligt begrundet stillingtagen til de foreliggende problemer, end den hidtidige ordning muliggjorde.

I maj 1950 nedsatte justitsministeriet et sagkyndigt udvalg med den opgave at overveje mulighederne for at gennemføre en ændring af politiets øverste ledelse. Dette udvalg erkendte vel, at der er knyttet administrative fordele til den foreslåede direktoratsordning, men fandt, at der specielt for politiets vedkommende foreligger en række modhensyn, som på afgørende måde taler imod gennemførelsen af denne ordning.

Udvalget har i sin betænkning, side 67-69, udførligt redegjort for disse modhensyn, hvis afgørende betydning jeg ganske kan tiltræde. Som det vigtigste skal jeg her fremhæve nødvendigheden af, at politiet, hvis virksomhed jo ikke sjældent medfører indgreb i den enkelte borgers daglige tilværelse, er undergivet tilsyn af en af politiet uafhængig administrativ myndighed, om hvis upartiskhed ved behandlingen af klager over politiet borgerne ikke har grund til at nære tvivl.

Medens et mindretal indenfor politiledelsesudvalget bl. a. udfra de nævnte hensyn foretrak at bevare den nuværende ordning med mindre ændringer, anbefalede udvalgets flertal, at man søgte at opnå de med direktoratsordningen forbundne fordele ved at samle politiets ledelse i 2 kontorer i justitsministeriet, hvorved man efter flertallets opfattelse ville undgå direktoratsordningens uheldige sider. ...

Jeg kan ikke tiltræde dette forslag — den såkaldte departementsordning. Jeg lægger herved navnlig vægt på, at det efter forslaget er tanken, at personalet i de 2 kontorer i ministeriet delvis skulle bestå af egentligt politipersonale, således at ministeriet ikke ville fremtræde som en af politiet helt uafhængig myndighed.

Jeg finder det derfor rigtigst at bevare den nuværende ordning med en deling af politiets centrale ledelse mellem justitsministeriet og rigspolitichefen, dog således at de ulemper, som forvaltningskommissionen har påpeget, afhjælpes ved de lovændringer og administrative foranstaltninger, der er nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslaget ..."

Lovforslaget fik i folketinget en overvejende velvillig modtagelse, idet kun kommunisterne gik imod det, hvilket de særlig begrundede med utilfredshed med opretholdelsen af politiets kartoteker, som efter deres mening havde et uforholdsmæssig stort omfang.

Det udvalg, som fik lovforslaget til behandling, indstillede det enstemmigt til vedtagelse med de foran omtalte ændringer.

Efter at disse var tiltrådt uden afstemning, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med alle øvrige stemmer mod kommunisternes.