I forbindelse med forslagene til ny statsskattelov og ny kommuneskattelov, hvorved den fælleskommunale udligningsfond foresloges ophævet, fremsattes tillige en række lovforslag om regulering og forenkling af de gældende regler om offentlige udgifters og indtægters fordeling mellem stat og kommuner. Et led heri udgjorde nærværende forslag om ændring i de regler, der gælder om fordelingen af udgifter i henhold til forsorgsloven, folkeforsikringsloven, arbejdsløshedsloven, lov om mælkehjælp og lov om husmoderafløsning.

Ifølge de gældende regler ydes der kommunerne refusion af nærmere angivne procentdele af deres sociale udgifter fra staten, invalideforsikringsfonden og den fælleskommunale udligningsfond.

Endvidere fordeles en del af udgifterne på alle landets kommuner efter reglerne om mellemkommunal refusion, således at hver kommune får en nærmere angivet procentdel af udgifterne refunderet, mens den omvendt udreder et tilsvar til refusionsforbundet, et tilsvar, der for hele landet ialt er lig med den samlede refusion fra refusionsforbundet. Af det samlede tilsvarsbeløb for hele landet fordeles 1/3 på kommunerne efter indbyggerantal, 1/3 efter kommunernes samlede skattepligtige indkomst med tillæg af 10 gange det til kommunen pålignede erhvervsskattebeløb og med fradrag af 10 gange det beløb, hvormed opholdskommuneskatten som følge af erhvervsbeskatning til andre kommuner nedsættes for kommunens skatteydere, og endelig fordeles 1/3 efter kommunernes samlede afgiftspligtige grundværdi med tillæg af 3/4 af det samlede beløb, hvormed vurderingssummen til ejendomsskyld overstiger grundværdien for samtlige ejendomme.

Efter tilsvarende regler som for tilsvaret til det mellemkommunale refusionsforbund fordeles de tilskud, der påhviler kommunerne til sygekasser, arbejdsløshedskasser og disses fortsættelseskasser samt til forskellige børneforsorgsinstitutioner.

Efter lovforslaget skulle kommunernes udgifter deles i 4 grupper:

1) udgifter, der bæres af kommunerne alene,

2) udgifter, der refunderes fuldtud af staten eller invalideforsikringsfonden,

3) udgifter, hvoraf opholdskommunen bærer 50 pct., og

4) udgifter, hvoraf opholdskommunen bærer 5 pct.

Grupperne 1) og 2) svarer til de udgiftsgrupper, hvor opholdskommunerne efter de gældende regler enten bærer hele udgiften eller får hele udgiften refunderet.

Grupperne 3) og 4) svarer praktisk talt til den inddeling, der blev foreslået af skattekommissionen i dens 2. betænkning. Afgørende for, om en udgift henføres til gruppe 3) eller gruppe 4), og for fastsættelsen af refusionsprocenterne har navnlig været en afvejning af på den ene side hensynet til, om kommunerne udøver et selvstændigt skøn indenfor lovens rammer og således i en vis udstrækning er herre over, hvorledes reglerne administreres, og på den anden side hensynet til at aflaste kommunerne, forsåvidt angår lovbestemte ydelser, på hvis størrelse kommunerne ikke har nogen indflydelse. Til gruppe 4) foresloges herefter henført aldersrente, hjælp til kronisk syge efter forsorgslovens §§ 247-48 og bidrag til børn af enker, enkemænd m. v. og til forældreløse børn, jfr. forsorgslovens kap. XVI, mens der til gruppe 3) foresloges henført de øvrige refusionsberettigende udgifter, der ikke falder ind under gruppe 2).

Man har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde det mellemkommunale refusionsforbund, dog med den ændring at tilsvaret til refusionsforbundet for 1/3 fordeles efter indbyggerantal, for 1/3 efter skattepligtig indkomst og for 1/3 efter grundværdi.

I de enkelte kommuners regnskaber vil det imidlertid efter forslaget kun være nødvendigt at foretage en deling af udgifterne i den del, der bæres af kommunen selv og den del, der ialt refunderes kommunen, idet man for at lette kommunernes regnskabsførelse har foreslået, at statskassen af den samlede refusion i grupperne 3) og 4), hvor opholdskommunerne bærer en større eller mindre del af udgifterne, udreder 2/3, mens 1/3 fordeles på kommunerne efter reglerne om mellemkommunal refusion.

De af kommunerne hidtil ydede tilskud gennem refusionsforbundet til sygekasser, arbejdsløshedskasser m. v. og børneforsorgsinstitutioner skulle efter forslaget udredes af statskassen.

Lovforslaget henvistes ligesom en række samtidig fremsatte skattelovsforslag m. v. til et udvalg, der ikke afgav betænkning inden folketingsårets slutning.