Luk

Luk
Luk

Luk

F 2 Vil ministeren for offentlige arbejder og ministeren for handel, industri og søfart foranledige, at private håndværksmestre og kooperative håndværksvirksomheder ligestilles ved licitationer, der afholdes i forbindelse med offentligt finansierede arbejder?

Til: Minister for offentlige arbejder Carl Petersen (S) Minister for handel, industri og søfart og Lis Groes ()
Samling: 1954-55
Status: Foretaget
Som begrundelse for forespørgslen anførte ordføreren for forespørgerne, Ninn-Hansen (KF), bl. a.:

„Den forespørgsel, som venstre og mit parti har stillet, har sit udgangspunkt i en sag, der tidligere har været fremdraget i det høje ting gennem to spørgsmål til den højtærede minister for offentlige arbejder. Den højtærede ministers svar på de to spørgsmål var efter vor opfattelse en godkendelse af en fremgangsmåde, der ikke synes at stemme med hidtidig sædvane, og svaret var desuden en godkendelse af den favorisering af det kooperative byggeselskab, som statsbanerne overdrog det pågældende arbejde, selvom der var fremsat billigere tilbud og trods statsbanernes underskrift på en licitationserklæring, der efter sin ordlyd måtte udelukke antagelse af det kooperative selskabs tilbud, efter at udskydningsbegæring var fremsat.

Den højtærede minister har i dette tilfælde taget et standpunkt, der kan være af betydelig rækkevidde med henblik på fremtidige licitationer. Jeg er principielt ganske uenig med den højtærede minister i den opfattelse, at en forskelsbehandling mellem tilbudsgiverne ved licitation er rimelig, og har derfor ønsket en debat, der går ud over de snævre rammer, som spørgetiden fastslår.

Da ministeren desuden afviste at give tinget en almindelig redegørelse for den måde, hvorpå ministeriet for offentlige arbejder praktiserer og agter at praktisere licitationsordninger, har der ikke været anden udvej end at stille en forespørgsel til ministeren. Når forespørgslen samtidig er stillet til den højtærede handelsminister, skyldes det, at ministeren for offentlige arbejder har henvist til prisdirektoratet, der jo sorterer under handelsministeriet, hvis medvirken iøvrigt er nødvendig, hvis der skal opnås en generel ordning, hvorved tilbudsgiverne ved licitationer ligestilles.

Den højtærede handelsminister har som begrundelse for sit forslag om nedsættelse af en ny licitationskommission anført, at den af licitationskommissionen anbefalede licitationsform ikke anvendes i tilstrækkeligt omfang. Jeg må derfor gå ud fra, at den højtærede handelsminister er enig med mig i, at det, der kan modvirke anvendelsen af denne efter ministerens opfattelse i princippet rigtige form, er af det onde. Det er min opfattelse, at den højtærede minister for offentlige arbejder ved sin godkendelse af statsbanernes fremgangsmåde i Slagelsesagen har fremkaldt en usikkerhed med hensyn til licitationsordningen, der kan få den uheldige følge, at den bliver anvendt i endnu mindre omfang end tidligere. Hvis håndværkerne og andre tilbudsgivere ved licitationer får det indtryk, at de af staten godkendte regler ikke anvendes ligeligt overfor samtlige bydende, kan man ikke forvente, at tilliden til disse regler bevares. Konsekvensen heraf bliver, at der vælges en fremgangsmåde, som i økonomisk og anden henseende er mindre heldig. Ligestilling mellem tilbudsgiverne er derfor en nødvendighed, hvis tillid til den nuværende licitationsordning skal opnås."

Ministeren for offentlige arbejder gjorde heroverfor gældende, at man ikke ønskede at gøre forskel på private håndværksmestre og kooperative virksomheder, og at en sådan forskelsbehandling efter hans opfattelse heller ikke havde fundet sted.

„Eksempelvis kan jeg oplyse, at der under de i de sidste 10 år af statsbanerne afholdte ca. 2 000 licitationer ialt er antaget 13 kooperative tilbud, der i alle tilfælde var de laveste, bortset fra det tilfælde, der har givet anledning til den nu rejste forespørgsel, nemlig licitationen over snedkerarbejdet på Slagelse station, hvor det antagne kooperative tilbud var det laveste ikke udskudte tilbud. Post- og telegrafvæsenet har under de i de sidste 10 år afholdte ca. 400 licitationer antaget 5 kooperative tilbud, der alle har været de laveste. Forsåvidt angår vandbygningsvæsenet og luftfartsvæsenet, kender man hvert sted kun et enkelt tilfælde, hvor man efter licitation har overdraget arbejdet til en kooperativ virksomhed, der i begge tilfælde var den lavest bydende.

Den ulighed, der nu hævdes at foreligge mellem private håndværksmestre og kooperative håndværksvirksomheder, skyldes imidlertid ikke forhold fra vor side, men har sit udspring i de af de private håndværksmestre i vidt omfang indførte konkurrenceregulerende bestemmelser — bestemmelser, der under den i almindelighed gældende aftalefrihed lovligt har kunnet indføres. En sådan tilstand har ligeledes kunnet opretholdes og er jo også stadig opretholdt under den gældende licitationsordning, den ordning, som den fungerende handelsminister har ridset op i sin fremsættelse i fredags af forslaget til lov om nedsættelse af en licitationskommission.

Handelsministeren pegede her blandt mange andre spørgsmål, der trængte til nærmere undersøgelse og behandling, også på spørgsmålet om, hvorvidt en organisation kan begære udskydning af bud fra medlemmer af andre organisationer, hvor der ikke består aftale herom, f. eks. med hensyn til bud fra kooperative virksomheder, og i den forbindelse spørgsmålet om de forbehold, der tages mod at byde sammen med andre."

Efter at ordføreren påny havde haft ordet og flere andre havde udtalt sig, erklærede den fungerende handelsminister, økonomi- og arbejdsminister Krag, som svar på forskellige spørgsmål, der var stillet til ham:

„Jeg kan være enig i, at den gældende licitationsordning ikke er tilfredsstillende, og at den derfor må ændres. Det er det, der nu er fremsat lovforslag om, et forslag, der som sagt vil komme til behandling under næste sag på dagsordenen.

Den konkrete sags detailler — hermed tænker jeg på den såkaldte Slagelsesag — har jeg ikke tidligere haft lejlighed til at sætte mig ind i, men jeg er villig til at undersøge den nøje, herunder også undersøge de principspørgsmål, den giver anledning til. Jeg er villig til om muligt at foretage denne undersøgelse i samarbejde med prisankenævnet, og jeg er villig til derefter at give en redegørelse i det udvalg, som formentlig bliver nedsat angående forslag til lov om nedsættelse af en licitationskommission.

Jeg kan naturligvis ikke love på forhånd, at jeg ved min undersøgelse kommer til det resultat, at prismyndighedernes synspunkter er forkerte eller uhensigtsmæssige, men jeg kan love, at hvis mine undersøgelser leder frem til, at der har hersket uheldige eller uhensigtsmæssige forhold, som ministeriet kan rette administrativt, vil disse eventuelle uheldige eller uhensigtsmæssige forhold blive rettet. Kræver eventuelle ændringer forhandlinger med organisationerne, vil jeg være villig til at optage sådanne forhandlinger. Jeg håber, at det svar, jeg her har givet, kan tilfredsstille de ærede forespørgere, således at vi kan få lejlighed til at foretage disse undersøgelser og foretage eventuelle ændringer, hvis vi finder det begrundet og fornødent, og i det hele taget vende tilbage til sagen overfor det folketingsudvalg, der kan formodes nedsat."

Dette svar anså ordføreren for en passende afslutning på debatten.
Partiernes ordførere
Erik Ninn-Hansen (KF)