Efter § 9 i den gældende motorafgiftslov, lovbekendtgørelse nr. 123 af 23. marts 1932, skal provenuet af motorafgifterne: omsætningsafgift, vægtafgift og benzinafgift, bortset fra den siden 1931 opkrævede tillægsafgift på benzin — oprindelig 5 øre, nu 20 øre — anvendes til vejformål. I tiden op til krigens begyndelse blev også alle motormidlerne anvendt hertil, idet staten tilmed ved forskellige forlods udlæg måtte supplere afgifterne op. Under krigen, hvor motorafgiftsprovenuet gik meget stærkt ned, måtte staten yderligere træde til, så at man ikke blot forlods udlagde kommunernes direkte andele i afgifterne, men også ved de såkaldte 50 millions fonde dels ydede direkte statstilskud, dels udlagde udgifterne til en række anlægsarbejder. Efter krigen, da motorafgifternes provenu igen begyndte at stige, betaltes disse penge tilbage til statskassen, idet der for at sikre denne tilbagebetaling allerede tidligere var sat en øvre grænse for de beløb, der kunne stilles til rådighed til udbetaling til kommunerne som almindelig refusion, indtil gælden til statskassen var betalt. Dette loft blev imidlertid bibeholdt også efter, at de af staten udlagte beløb var tilbagebetalt, idet det som et led i landets almindelige økonomiske politik ansås for påkrævet at foretage store forhøjelser af afgifterne, forhøjelser, hvis finansielle virkninger ville være gået tabt, hvis man samtidig havde udbetalt forøget refusion til kommunerne. Denne politik har været fulgt af de skiftende regeringer og har hvert år været sanktioneret af folketinget. Grænsen er fra oprindeligt 40 mill. kr. hævet til 120 mill. kr. årligt. Også med hensyn til beløbets fordeling mellem de forskellige kommunegrupper har man ved tekstanmærkning på finansloven måttet foretage afvigelse fra lovens regler, navnlig fordi sognekommunernes vej udgifter voksede stærkere end de øvrige kommunegruppers.
På baggrund af disse forhold måtte en revision af loven findes påkrævet, hvorfor det foreliggende regeringsforslag fremsattes. Det var udarbejdet på grundlag af det „Forslag til lov om motorafgifternes anvendelse" (i det følgende benævnt udkastet), som indeholdes i motorafgiftskommissionens betænkning, I. del, finansiering af vejudgifter, afgivet den 21. maj 1954, men lovforslaget afviger fra udkastet på forskellige punkter. Navnlig opretholder forslaget ikke det af kommissionens flertal fastholdte princip, at alle motorafgifterne skulle anvendes til vejformål, idet de skulle indgå i en vejfond, hvoraf såvel tilskuddene til anlægsarbejder som udbetalingerne af den direkte refusion til kommunerne og udgifterne til de øvrige vejmæssige formål skulle afholdes. I stedet for bygger lovforslaget på, at både opkrævningen af motorafgifter og finansieringen af vejudgifter, ligesom forholdet faktisk har været i de senere år, indpasses som led i landets almindelige økonomiske politik, således at det overlades folketinget at træffe de i økonomisk henseende vidtgående afgørelser, der på dette område vil blive tale om.
Idet kommissionsforslaget om en særlig vejfond med de nævnte opgaver iøvrigt tiltrædes, foreslås det derfor (§ 7, stk. 1), at det fremtidig hvert år på finansloven bestemmes, hvilket beløb af motorafgifternes provenu der skal henlægges til vejfonden, for at der i denne kan være tilstrækkelige midler til bestridelse af de årlige vejudgifter. Som følge heraf er lovforslagets titel ændret til „lov om tilskud til de offentlige veje". De nu eksisterende vejfondsmidler overføres til den nye vejfond.
Forslaget følger med hensyn til refusionsprineipperne kommissionsforslaget. Det beløb, som kommunerne fremtidig skal have i refusion af deres regnskabsmæssige vejudgifter, beregnes ikke som en bestemt andel af afgiftsprovenuet. Refusionens størrelse bliver således uafhængig af det årlige afgiftsprovenu, og der bliver fælles refusionssystem for land- og bykommuner, bortset fra amtskommunerne. Mens amtskommunerne alle får refunderet 65 pct. af det foregående års vejudgifter, varierer refusionen for de øvrige kommuner i forhold til hver enkelt kommunes vejlængde, indbyggertal og vejudgift pr. kilometer, således som det nærmere er angivet på et til loven føjet bilag. Herved opnås blandt andet en fordel for tyndt befolkede kommuner med udstrakt vejnet.
Med hensyn til refusionens størrelse har regeringen i betragtning af de herskende økonomiske vilkår ikke fundet det forsvarligt — således som kommissionen — at foreslå en betydelig forhøjelse af den senest for 2 år siden forhøjede kommunerefusion. De af kommissionen foreslåede refusionssatser, der ville medføre en udgiftsforøgelse fra 120 mill. kr. årlig til ca. 140 mill. kr. årligt, er i lovforslaget og det dertil hørende bilag derfor reduceret med ca. 5 pct., således for amtskommunernes vedkommende fra 70 til 65 pct., der svarer til den refusionsprocent, amterne har haft de sidste 4 år (beregnet efter de foreløbige udgiftstal for 1954-55), mens der for sognekommunernes vedkommende gennemsnitligt skulle blive en mindre forbedring (fra 37 pct. for de sidste 4 år i gennemsnit til 39 pct.). Refusionsprocenten til de enkelte sognekommuner vil kunne afvige noget fra dette gennemsnit. På grund af overgangsreglerne i § 10 vil dog ingen kommune de første 3 år efter lovens ikrafttræden kunne få mindre refusionsbeløb udbetalt end gennemsnittet af de sidste 3 år før lovens ikrafttræden. For byernes vedkommende foreligger ikke en tilsvarende opgørelse for regnskabsmæssige vej udgifter som for landkommuner, men det skønnedes, at refusionsprocenten gennemsnitligt vil ligge som for de senere år på ca. 29, og en lignende procent forventes for Københavns og Frederiksbergs vedkommende.
I bemærkningerne til lovforslaget og i fremsættelsen fremhævedes det, at forslagets refusionsregler iøvrigt efterhånden ville gøre ordningen gunstigere for kommunerne end den nuværende navnlig derved, at stigende vej udgifter automatisk ville give stigende refusion, for den enkelte kommune endda efter en stigende sats, at kommunerne på forhånd vil kunne beregne, hvad de vil få i almindelig refusion, og at denne efter forslaget vil blive udbetalt straks efter udløbet af det finansår, hvori udgifterne er afholdt, mens der nu for amts- og sognekommuner hengår fra 3 til 7 år efter udgifternes afholdelse. Den i lovforslaget om bestyrelsen af de offentlige veje (foregående sag) givne mulighed for, at biveje kan optages som landeveje af 3. klasse, vil ligeledes give mulighed for en væsentlig forøgelse af refusionen, idet de pågældende vej udgifter refunderes med 65 pct., medens de resterende 35 pct. kan fordeles mellem amtsrådet og sognerådet.
Udover det anførte skal om lovforslagets enkeltheder bemærkes:
Ad kapitel I. Refusion af kommunernes regnskabsmæssige udgifter. (§§ 1-6).
I § 1, stk. 1, og det hertil hørende bilag til lovforslaget bestemmes de forskellige kommuners refusionsprocenter for anerkendte vejudgifter. Denne er som tidligere nævnt altid 65 pct. for amtskommunerne, mens den for de øvrige kommuner varierer efter kommunens vejlængde pr. indbygger og udgift pr. km vej og gennemsnitligt vil andrage 39 pct.
Paragraffens stk. 2 og 3 fastsætter en særlig refusionsordning i tilfælde, hvor der opkræves lodsejerbidrag i anledning af en privat vejs overtagelse som offentlig eller i anledning af anlæg af en offentlig vej. I så fald kan der for alle kommunegrupper ydes et refusionsbeløb, svarende til halvdelen af udgiften til vejens istandsættelse eller anlæg efter fradrag af lodsejernes bidrag, dog ikke ud over 30 pct. af udgiften. Benytter en kommune denne refusionsordning, skal såvel udgiften som lodsejerbidraget vedr. vejen holdes udenfor kommunens almindelige refusionsberettigende vejudgifter.
§ 2, der angiver, hvilke kommunale vej udgifter der er refusionsberettigende, lyder:
„Blandt de vejudgifter, som lægges til grund for den i § 2 omhandlede refusion, kan ikke medtages udgifter til belysningsanlæg, sporanlæg og andre ledningsanlæg eller udgifter til vedligeholdelse og drift af de nævnte anlæg. Udgifter vedrørende vandafledning kan kun medregnes, forsåvidt angår dræn, nedløbsbrønde med tilhørende stikledninger samt vejgrøfter og sådanne kloakker, der udelukkende tjener til en vejs eller gades afvanding.
Udgifter til offentlige stier kan kun medregnes, når ministeren for offentlige arbejder under hensyn til den pågældende stis færdselsmæssige betydning godkender dette.
Kun administrationsudgifter af teknisk art kan medregnes. København, Frederiksberg samt købstad- og sognekommuner kan ikke medtage større beløb til administration end 8 pct. af de iøvrigt anerkendte udgifter. Har kommunen en fast teknisk forvaltning, kan ministeren godkende, at administrationsudgiften uden videre sættes til de anførte 8 pct.
I vejudgiften skal fradrages indtægter, der tilfalder vejvæsenet ved udleje eller bortsalg af materiel eller. ejendom, ved teknisk bistand, ved bidrag fra lodsejere (jfr. dog § 1, stk. 3), fra andre private eller på anden måde. Endvidere skal der i de omhandlede udgifter fradrages de beløb, på grundlag af hvilke der af eller igennem offentlige myndigheder ydes særlige tilskud til vejarbejder.
Bidrag til vejformål fra en anden kommune skal ikke fradrages, og den kommune, der yder bidraget, kan ikke medregne dette. Ministeren for offentlige arbejder kan dog i særlige tilfælde tillade afvigelser herfra.
I vej udgifterne medtages udgifterne til snerydning, bortkørsel af sne og grusning på kørebaner og cykelstier samt udgifter til anskaffelse, drift og vedligeholdelse af snerydnings- og grusningsmateriel samt sneskærme. Ligeledes kan udgifter til vejtavler, lyssignaler og anden afmærkning medregnes.
I tvivlstilfælde afgør ministeren for offentlige arbejder, hvorvidt et på et vej regnskab opført beløb vil kunne medregnes, ligesom ministeren kan fastsætte nærmere regler for refusionsberegningen, herunder værdien af ydet naturalarbejde." §§ 3-6 indeholder de nærmere bestemmelser om administrationen af refusionsreglerne. Der vil herefter straks efter et finansårs afslutning kunne udbetales en foreløbig refusion på grundlag af de af kommunen senest den 15. april indsendte oplysninger.
Ad kapitel II. Vejfonden. (§§ 7—9):
I § 7, stk. 1, fastsættes, at tilgangen til fonden af motorafgifterne bestemmes på hvert års finanslov.
Ifølge paragraffens stk. 2 er fondens udgifter for det første den kommunerne i henhold til kapitel I tilkommende refusion af deres vejudgifter og dernæst, i det omfang det bestemmes ved de årlige finanslove, udgifterne til forskellige formål (vejnævn, vej laboratorium, advarselstavler m. v.), der er af særlig betydning for landets vejvæsen som helhed.
Endelig er i stk. 3 nærmere angivet de formål, hvortil ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med finansministeren kan yde tilskud, de egentlige vejfondstilskud. Der opregnes følgende formål, hvorved stort set bestående praksis lovfæstes, dog at hjemmelen til at yde vejfondstilskud til kørebaneforstærkninger betegner en udvidelse:
a) Som tilskud til anlæg af samt til forstærkning af kørebaner på offentlige veje, som er af betydning for den gennemgående færdsel, eller til systematisk forbedring af færdselsforholdene på større sammenhængende strækninger af disse, såsom tilvejebringelse af forbedrede oversigtsforhold, regulering af vejtilslutninger og af beplantnings- og bebyggelsesforhold eller til tilvejebringelse af forskriftsmæssige belysningsanlæg for kørebaner samt til offentlige parkeringspladser og -anlæg. b) Som tilskud til udbygning af biveje, der i henhold til loven om de offentlige veje skal optages som landeveje. c) Som tilskud til anlæg af offentlige stier, som aflaster veje af betydning for den gennemgående færdsel. d) Som tilskud til reguleringsforanstaltninger ved særligt farlige vejkryds, vejsving o. lign. på offentlige veje. e) Som tilskud til andre anlægsarbejder på biveje og offentlige bygader, der iværksættes med bekæmpelse af arbejdsløshed som væsentligt formål. f) Som tilskud til nødvendige vejarbejder, der på grund af ekstraordinære forhold vil virke særligt tyngende på vedkommende kommunes økonomi. g) Til arbejder på veje, gader og pladser, der ejes af staten og er åbne for almindelig færdsel, samt til forstærkning, udvidelse, vedligeholdelse og drift af de af staten ejede færdselsbroer over vandarealer. h) Til gennemførelse af de i henhold til lov nr. 28 af 1. februar 1930 om sikring af færdslen ved krydsninger mellem veje og jernbaner m. v. omhandlede opgaver.
Ifølge § 8 ydes tilskud af vejfonden i henhold til § 7, stk. 3, litra a-c, ligesom normalt nu med indtil 85 pct. af udgifterne ved arbejdet indenfor en af ministeren for offentlige arbejder godkendt overslagssum. Højere tilskud kan dog med vejnævnets tilslutning ydes en amtskommune, når egenudgiften ellers vil betyde en urimelig belastning for denne og arbejdets gennemførelse tillige er af overvejende interesse for samfundet som helhed, samt iøvrigt til by- og sognekommuner i ganske særlige tilfælde.
De i henhold til § 7, stk. 3, litra e, ydede tilskud — der som nu skal ydes af økonomi- og arbejdsministeren, idet lovforslaget ikke har fulgt udkastets forslag om at lade administrationen overgå til ministeren for offentlige arbejder — kan udgøre fra 60 til 75 pct. af overslagssummen efter arbejdets færdselsmæssige betydning. I ganske særlige tilfælde kan økonomi- og arbejdsministeren dog efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder yde større tilskud.
Iøvrigt fastsætter ministeren for offentlige arbejder, bortset fra de i § 7, stk. 3, litra e, omhandlede tilfælde, de nærmere vilkår og betingelser, hvorpå tilskud ydes af vejfonden.
§ 9 giver ministeren for offentlige arbejder mulighed for at yde vejbestyrelsen i visse by- og forstadskommuner, i hvilke der foregår en intensiv kørsel med omnibus, et særligt tilskud af vejfonden til udgifterne til de pågældende offentlige veje, svarende til 3/4 af den vægtafgift, som for det sidst afsluttede finansår er indbetalt af de motorkøretøjer med påhængs- og sættevogne, som udelukkende har været benyttet til omnibuskørsel i fast rute indenfor det pågældende område.
Dette forslag må ses på baggrund af, at der i forslaget til lov om vægtafgift af motorkøretøjer er foretaget en betydelig forhøjelse af afgiften af de tunge vogne, hvortil bybusser som regel hører, og på baggrund af de vejudgifter (kørebaneforstærkninger), den tunge kørsel forvolder. Da der visse steder allerede forefindes et gadenet med tilstrækkelig bæreevne, kan en kommune vælge at lade tilskuddet komme vedkommende trafikselskab tilgode på betingelse af, at taksterne fastsættes under hensyntagen til denne refusion.
Ad kapitel III. Midlertidige bestemmelser og overgangsbestemmelser. (§§ 10—14).
§ 11 sikrer kommunerne en vis minimumsrefusion af vejudgifter afholdt i de senere år før lovens ikrafttræden. Det bestemmes tillige, at ingen kommune, uanset bestemmelserne i kap. I, i de første 3 finansår efter lovens ikrafttræden kan modtage et mindre refusionsbeløb end gennemsnittet af den kommunen i de sidste 3 år før lovens ikrafttræden udbetalte refusion.
§ 13 indeholder bestemmelse om overførelse af de nu eksisterende vej fondsmidler til den nye vejfond.
Ved lovforslagets 1. behandling, der foretoges sammen med 1. behandling af lovforslaget om bestyrelsen af de offentlige veje (foregående sag), gav Kai Jensen (S) tilslutning til forslaget.
Holmberg (V) fandt, at lovforslaget på mange måder betød fremskridt, men havde også flere kritiske bemærkninger. Han kunne ikke tiltræde det i lovforslaget indeholdte princip, hvorefter alle motorafgifterne skulle indgå i statskassen. Endvidere ønskede han, at amtskommunernes refusion skulle forhøjes fra de foreslåede 65 pct. til 75 pct., og kunne ikke tiltræde de i forhold til kommissionsudkastet foretagne nedsættelser af refusionen til de andre kommuner. Tilskud til vejarbejder, som iværksættes til bekæmpelse af arbejdsløshed, burde efter hans mening fortsat bestyres af ministeren for offentlige arbejder. Han stillede sig tvivlende overfor bestemmelsen i lovforslaget om refusion af en del af vægtafgiften til visse kommuner med omnibustrafik.
Poul Sørensen (KF) ønskede i udvalget en nærmere undersøgelse af, om de foreslåede refusionsprocenter var de rigtige, samt om ikke særlig hovedstadens og omegnskommunernes stilling efter lovforslaget burde forbedres. Også han ønskede undersøgt, om det var rigtigt at placere administrationen af tilskud til beskæftigelsesvejarbejder hos økonomi- og arbejdsministeren. Vedrørende forslaget om delvis refusion af vægtafgift for omnibusser nærede han meget store betænkeligheder ved, at refusionen eventuelt skulle kunne anvendes til takstnedsættelse.
Skytte (RV) erklærede, at forslagets principper ikke skulle møde modstand fra radikal side, men han ønskede tilskuddet til amtskommunerne sat op fra de foreslåede 65 pct. til 80 pct., og med hensyn til refusionen til de øvrige kommuner fandt han ikke, at de af kommissionen foreslåede satser var for høje, tværtimod.
Lynnerup Nielsen (DK) gav tilslutning til lovforslaget, men fandt dog, at den foreslåede nedsættelse af tilskudsprocenterne i forhold til de i kommissionsudkastet indeholdte burde undgås.
Tholstrup (DR) var i det væsentlige enig med ministeren med hensyn til de i lovforslaget indeholdte principper om tilskud til kommunernes vejudgifter, men kunne ikke tiltræde, at det på finansloven skulle bestemmes, hvor stor en del af motorafgifterne der skulle gå til vejfonden, idet han mente, at alle motorafgifterne burde gå hertil. Han kunne heller ikke tiltræde bestemmelsen om tilskud til anlægsarbejder som iværksættes til bekæmpelse af arbejdsløshed.
Lovforslaget henvistes til samme udvalg som lovforslaget om bestyrelse af de offentlige veje. Udvalget afgav ikke betænkning.