Luk

Luk
Luk

Luk

L 30 Lov om foranstaltninger til støtte for bekæmpelse af kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning m.v.

Af: Landbrugsminister Jens Smørum (S)
Samling: 1955-56
Status: Stadfæstet
Lov nr. 74 af 28-03-1956
Loven afløser lov nr. 153 af 29. april 1952 om foranstaltninger til støtte for bekæmpelse af kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning m. v., der udløb den 1. april 1956.

Mens hovedparten af lovens bestemmelser er en uændret fortsættelse af de tilsvarende bestemmelser i den nævnte tidligere lov, er ved § 1, stk. 2, afgiften ved udførsel her fra landet af kvæg og kød nedsat fra 5 kr. pr. levende kreatur og 2 øre pr. kg okse- og kalvekød til henholdsvis 3 kr. pr. levende kreatur og 1 øre pr. kg okse- og kalvekød.

Ved § 1, stk. 3, fastsættes endvidere det tilskud, der årligt kan ydes af statskassen til dækning af indtil en trediedel af de samlede udgifter i det pågældende år til foranstaltninger til støtte for bekæmpelse af kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning, til 500 000 kr. imod 1 mill. kr. ifølge den tidligere lov.

Til § 2, stk. 2, er som et nyt punktum føjet den bestemmelse, at såfremt der ved lovens udløb (1. april 1959) måtte være et overskud i den fond, hvortil de i § 1 omhandlede afgifter indbetales, skal dette efter forhandling med De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger anvendes til foranstaltninger til kvægbrugets fremme.

§ 3 har fået følgende nye formulering:

„Udover det i § 1, stk. 3, omhandlede beløb kan der i finansåret 1956-57 af statskassen udredes indtil 200 000 kr. til tilskud til indkøb af tuberkulosefri og kastningsfri kreaturer til besætninger på landbrug, der oprettes i henhold til statshusmandsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 11 af 13. januar 1956 med senere ændringer, på betingelse af, at ejerne af de pågældende landbrug underkaster sig nærmere af ministeren fastsatte forpligtelser."

Herefter er den i den tidligere lov hjemlede adgang til årligt af statskassen at udrede ovennævnte beløb afløst af en udgiftshjemmel, der ophører med udgangen af finansåret 1956-57.

Bestemmelserne i § 4 vedrørende lovens gennemførelse og de dermed forbundne udgifter er, ligesom bestemmelserne om bødeansvar m. m. i § 5, uændrede i forhold til den tidligere lov.

I § 6 begrænses lovens gyldighed til den 1. april 1959.

Ved lovforslagets fremsættelse var det i § 1, stk. 3, omhandlede statstilskud foreslået ansat til 700 000 kr., ligesom det blev foreslået, at det i § 3 omhandlede statstilskud på 200 000 kr. til tilskud til indkøb af tuberkulosefri og kastningsfri kreaturer til besætninger på landbrug, der oprettes i henhold til statshusmandsloven, skulle kunne ydes hvert år i hele lovens gyldighedsperiode, som efter lovforslaget skulle udløbe den 1. april 1960.

Ved 1. behandling gik venstres ordfører (Karlskov Jensen) imidlertid stærkt imod ydelsen af statstilskuddet efter § 3. „I dag er det jo sådan", udtalte han, „at man ganske simpelt ikke kan og ikke må købe til levebrug kreaturer, der ikke er fri for tuberkulose og kalvekastning, og når vi tager i betragtning den særdeles gunstige stilling, som netop de unge landmænd, der får statshusmandsbrug, opnår i forhold til dem, der må etablere sig på privat basis, finder jeg, at vi i udvalget må se meget kritisk på denne bestemmelse; personlig mener jeg, at den bør slettes af lovforslaget."

Ordføreren for det konservative folkeparti (Clausen [Olufskjær]), der udtalte sig på linie hermed, foreslog yderligere, at også det i § 1, stk. 3, omhandlede statstilskud blev slettet, så denne lovgivning fremover kunne hvile i sig selv, ligesom han fandt, at lovens gyldighedstid burde forkortes.

Efter endt udvalgsbehandling stillede landbrugsministeren med tilslutning af et flertal bestående af socialdemokratiets, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget ændringsforslag, hvorefter statstilskuddet ifølge § 1, stk. 3, skulle nedsættes fra 700 000 kr. til 500 000 kr., mens tilskuddet efter § 3 skulle begrænses til finansåret 1956-57, ligesom lovens udløbsdato skulle fastsættes til 1. april 1959 i stedet for 1. april 1960.

Det konservative folkepartis medlemmer af udvalget opretholdt derimod deres modstand imod begge former for statstilskud og stillede ændringsforslag gående ud på, at disse bestemmelser skulle udgå, hvorimod man kunne tilslutte sig ministerens ændringsforslag vedrørende den ændrede dato for lovens udløb.

Ved lovforslagets 3. behandling udtalte det konservative folkepartis ordfører (Clausen [Olufskjær]), at da hans parti fortsat fandt denne lovgivning nødvendig, kunne han anbefale at stemme for lovforslaget, selvom der ikke ved 2. behandling var opnået tilslutning til de konservatives krav om statstilskuddenes bortfald.

Lovforslaget blev derefter enstemmigt vedtaget med 154 stemmer, idet de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Chr. Rasmussen (S), Svend Karlskov Jensen (V), L. Clausen (Olufskjær) (KF), Aage Fogh (RV) og Ragnhild Andersen (DKP)