Luk

Luk
Luk

Luk

R 2 Redegørelse af økonomi- og arbejdsministeren for den af det økonomiske sekretariat i marts 1956 udgivne økonomiske årsoversigt.

Afgivet af: Økonomi- og arbejdsminister J. O. Krag (S)
Samling: 1955-56
Status: Ingen forhandling
Samme dag, som redegørelsen fandt sted, omdeltes årsoversigten til tingets medlemmer. Der fandt ikke nogen særskilt forhandling sted i tilslutning til redegørelsen, idet tinget stod overfor behandlingen af flere lovforslag, som gav anledning til at drøfte de foreliggende økonomiske spørgsmål.

Årsoversigten var som sine forgængere blevet til ved et samarbejde mellem de økonomiske ministeriers embedsmænd med bistand fra nationalbanken.

Af de indledende bemærkninger i ministerens udførlige redegørelse anføres:

„Årsoversigten søger at give en redegørelse for det økonomiske forløb i 1955 samt visse foreløbige vurderinger vedrørende udsigterne for resten af indeværende år. Yderligere indeholder oversigten i år et afsnit, der prøver at analysere udviklingen i dansk eksport, samt et afsnit, der giver en række rent faktiske oplysninger om de samlede danske investeringer i årene 1948-54. At skrive dette sidste afsnit har næsten været som at sætte ploven i ny jord. Investeringsafsnittet er derfor sikkert præget af vanskelighederne ved at samle de nødvendige oplysninger, men jeg tror alligevel, resultaterne vil være af betydelig interesse."