Loven har følgende indhold:

§ 1. Direktoratet for ulykkesforsikringen bemyndiges til, når omstændighederne taler derfor, at genoptage sager om ydelse af invaliditetserstatning i henhold til afsnit 1 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre med henblik på ydelse af en yderligere invaliditetserstatning i henhold til nævnte lov, uanset at den i lovens § 26, stk. 4, fastsatte frist er overskredet.

Invaliditetsgraden fastsættes dels på grundlag af en lægelig bedømmelse af invaliditetens art og omfang i overensstemmelse med de ved administrationen af reglerne om den lovpligtige ulykkesforsikring fulgte retningslinjer, dels under hensyntagen til, om pågældendes indtjeningsevne må anses for at være forringet som følge af skaden. En forringelse af indtjeningsevnen vil være at anse som en følge af invaliditeten, såfremt det ikke skønnes at være overvejende sandsynligt, at den skyldes andre forhold.

Såfremt der ved genoptagelse af en sag fastsættes en højere invaliditetsgrad, kan der tillægges en skadelidt en yderligere invaliditetserstatning, jfr. § 3.

Genoptagelse kan ske såvel på direktoratets initiativ som på begæring af skadelidte.

Skønner direktoratet senere, at omstændighederne taler for fornyet revision af en invaliditetsfastsættelse, er direktoratet berettiget til på ny at genoptage sagen. Ved sådan revision vil der også kunne ske nedsættelse af den fastsatte invaliditetsgrad, dog kan erstatningen ikke fastsættes lavere end efter den invaliditetsgrad, der sidst var fastsat før denne lovs ikrafttræden.

§ 2. Direktoratets afgørelse, hvorved genoptagelse nægtes, kan af skadelidte inden en måned efter den om afgørelsen givne meddelelse indankes for ulykkesforsikringsrådet, hvis afgørelse er endelig.

§ 3. Den yderligere invaliditetserstatning, der tillægges en skadelidt, bliver normalt at yde i form af en årlig rente, men direktoratet er dog berettiget til, når omstændighederne taler derfor, at bestemme, at erstatningen kapitaliseres.

Såfremt invaliditetsgraden ved sagens genoptagelse fastsættes til mindst 50 pct., vil der ved rentens fastsættelse være at bortse fra tidligere i henhold til § 28, stk. 1, 2. punktum, i lov om erstatning til besættelsestidens ofre ydet, kapitaliseret erstatning.

§ 4. § 25, stk. 1 og 2, i lov om erstatning til besættelsestidens ofre ophæves.

Såfremt en til erstatning i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre berettiget har valgt i stedet at modtage erstatning i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde eller lov om krigsulykkesforsikring af 25. juli 1940 eller har modtaget erstatning i henhold til den ved tekstanmærkning til lov om tillægsbevilling for finansåret 1951-52 givne hjemmel, vil der desuagtet kunne ydes pågældende erstatning i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre. I sådan erstatning fradrages den tidligere i henhold til de nævnte love m. v. ydede erstatning. De nærmere regler herfor fastsættes af socialministeren.

§ 5. De renter, der måtte komme til udbetaling som følge af bestemmelsen i § 4, løber fra den 1. april 1957.

Som begrundelse for disse nye bestemmelser anførte socialministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

„Loven af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre — erstatningsloven — indeholder en række bestemmelser, der tilsigtede at gennemføre en værdig sikring af frihedskampens ofre og ofrene for besættelsesmagtens overgreb m. v.

Herunder er der først og fremmest givet regler for ydelse af erstatning til dem, der blev invalideret, og til de efterladte efter dem, der omkom som følge af krigshandlinger eller krigslignende handlinger, herunder som følge af besættelsesmagtens eftersøgninger, fængslinger, interneringer og deportationer. Disse regler indeholdes i lovens afsnit 1.

Ved den nærmere udformning af reglerne i dette afsnit tog man sit udgangspunkt i lov af 27. marts 1934 om invaliderente m. v. til tilskadekomne militære værnepligtige, der atter hviler på principperne i ulykkesforsikringsloven af 20. maj 1933.

I overensstemmelse med, hvad der er fastsat i disse love, medtog man i erstatningslovens § 26, stk. 1, en bestemmelse om, at direktoratet for ulykkesforsikringen, til hvilket administrationen af lovens afsnit 1 var henlagt, var beføjet til at træffe bestemmelse om ændring i renten til en invalideret, når omstændighederne, der havde været bestemmende for fastsættelsen af renten, havde forandret sig i væsentlig grad. Ligeledes i overensstemmelse med de to nævnte love blev det endvidere fastsat, at sådan ændring af renten dog ikke kunne finde sted, når der var forløbet 5 år efter rentens første fastsættelse.

Mange af de sager om fastsættelse af invaliditetserstatning i henhold til erstatningslovens afsnit 1, der har været behandlet af direktoratet for ulykkesforsikringen, har imidlertid vist sig at frembyde forhold, der på afgørende måde afviger fra de sager, der kendes fra militærinvalideloven og ulykkesforsikringsloven. Dette gælder først og fremmest de tilfælde, hvor der er tale om sygdomme pådraget under ophold i tyske koncentrationslejre, hvor de deporterede blev udsat for forhold, der lå helt uden for, hvad man hidtil har haft erfaring om. Sygdomsforløbet har da også ofte været anderledes, end man kunne påregne, og navnlig har de fulde virkninger af sygdommene i en del tilfælde først vist sig flere år efter, at den første afgørelse i sagen blev truffet, ligesom der er indtrådt tilbagefald, der ikke efter sædvanlig erfaring kunne forudses. Dette gælder eksempelvis i en række tilfælde, hvor de pågældende er ramt af tuberkulose.

Men var der forløbet 5 år efter direktoratets første fastsættelse af rente, har direktoratet ikke haft mulighed for at tage de pågældende sager op til fornyet vurdering.

Da det under hensyn til de særlige forhold, der foreligger vedrørende denne særlige gruppe af invaliderede, må føles mindre rimeligt, at man af den nævnte fristbestemmelse er afskåret fra at tage de omhandlede sager op til en ønskelig revision, foreslås det, at direktoratet for ulykkesforsikringen bemyndiges til, når omstændighederne taler derfor, at genoptage sager om ydelse af invaliditetserstatning i henhold til erstatningslovens afsnit 1 med henblik på ydelse af en yderligere erstatning, uanset at den nævnte frist af 5 år er oversiddet.

Ved invaliditetsbedømmelsen af de her omhandlede sager er direktoratet oprindelig gået ud fra, at de pågældendes tilstand principielt måtte sammenstilles med andre i direktoratets praksis forekommende lidelser hos forsikrede. Det afgørende har herefter været en lægelig bedømmelse.

I den tilsvarende norske lov — der er af 13. december 1946 —er det om sager vedrørende ydelse af invaliditetserstatning fastsat, at der ved bedømmelsen af invaliditetsgraden skal tages hensyn til skadens medicinske art og størrelse i overensstemmelse med de principper, der gælder i de offentlige ulykkesforsikringer. Men ved siden heraf kan der tages hensyn til tilskadekomnes „yrke" og hans muligheder for erhvervsmæssig fortjeneste før og efter skaden.

Det må erkendes, at en del af de afgørelser, som efter den danske erstatningslov er truffet ud fra den foran nævnte forudsætning, ikke synes fuldt ud at tilgodese de hensyn, som denne særlige gruppe af invaliderede med rimelighed bør kunne gøre krav på, når henses til, at de forhold, de pågældende har været udsat for, har været af en ganske usædvanlig karakter.

Det foreslås derfor, at der gives udtrykkelig hjemmel til ved fremtidige bedømmelser af invaliditetsgraden i sager, der henhører under erstatningsloven, på lignende måde som i den norske lov at tage hensyn også til, om skaden må anses for at have medført forringelse af pågældendes indtjeningsevne. Den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere, at en forringelse af indtjeningsevnen vil være at anse som en følge af invaliditeten, såfremt det ikke skønnes at være overvejende sandsynligt, at den skyldes andre forhold. Også dette er en ny regel, der tilsigter at gøre det muligt i videst muligt omfang at yde en fyldestgørende erstatning til dem, der blev invalideret under de særlige forhold, som besættelsestiden førte med sig.

Da det må påregnes, at der fremdeles vil kunne ske ændringer i en under erstatningsloven hørende invaliderets helbredstilstand, foreslås det, at direktoratet også senere skal kunne genoptage sagen og da også eventuelt med henblik på en nedsættelse af den fastsatte invaliditetsgrad. Erstatningen kan dog ikke fastsættes lavere end efter den invaliditetsgrad, der sidst var fastsat før lovens ikrafttræden. "

Ministeren sluttede sin udførlige redegørelse for lovforslagets formål og indhold således:

„Det er ikke muligt at skønne over, hvor mange sager der vil blive optaget til revision som følge af forslagets gennemførelse, og endnu mindre om, i hvilket omfang den nye bedømmelse af sagerne vil føre til udbetaling af forhøjede erstatninger.

Det er ej heller muligt at skønne over, i hvor mange sager der vil blive tale om udbetaling af en højere renteerstatning som følge af ophævelsen af erstatningslovens § 25, stk. 1 og 2.

Der er dog næppe grund til at tro, at der vil blive tale om nogen voldsom forhøjelse af det beløb, der allerede ydes i henhold til erstatningslovens afsnit 1, og som på forslaget til finanslov for 1957-58 er optaget med 7 mill. kr.

Jeg mener, at vi skylder de mennesker, som lovforslaget vedrører, at gennemføre de omhandlede ændringer, idet vi vel først derigennem fuldt ud når det mål, som blev sat ved fremsættelsen i 1945 af forslag til lov om erstatning til besættelsestidens ofre: at gennemføre en værdig sikring af frihedskampens ofre og ofrene for besættelsesmagtens overgreb."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der indstillede lovforslaget til vedtagelse i uændret form. I den enstemmige betænkning udtales:

„Udvalget har holdt 4 møder og har haft samråd med socialministeren samt modtaget en deputation fra „Frihedskampens Erhvervshæmmede''.

Udvalget har forespurgt socialministeren om, hvilken mulighed personer, der ikke tidligere har fremsat krav om invaliditetserstatning i henhold til den her omhandlede lovgivning, eventuelt måtte have for nu at fremsætte et sådant krav.

Socialministeren har i den anledning oplyst, at direktoratet for ulykkesforsikringen i tilfælde, hvor anmeldelse af krav i henhold til erstatningslovens afsnit 1 ikke er indgivet inden udløbet af lovens frister, med socialministeriets godkendelse har fulgt den praksis — i overensstemmelse med den praksis, der af direktoratet følges i sager under ulykkesforsikringsloven, og hvor staten bærer risikoen — i det enkelte tilfælde at bortse fra fristoverskridelsen, når der foreligger rimelig grund for denne, og når der er tale om en væsentlig erstatning.

Der er i udvalget enighed om, at denne praksis fortsat bør følges."

Til 2. behandling stillede socialministeren et par ændringsforslag af teknisk karakter. Disse vedtoges enstemmigt, hvilket også var tilfældet med lovforslaget som helhed.