Luk

Luk
Luk

Luk

B 11 Folketingsbeslutning om beretning angående Nordisk Råds 6. session.

Af:
Samling: 1958-59
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved beslutningen, der vedtoges enstemmigt, tog folketinget den nævnte beretning til efterretning.

Under sagens behandling i folketinget havde kun Erik Eriksen (V) ordet. Han udtalte ved 1. behandling:

„Må jeg minde om, at da Nordisk Råds vedtægter sidst revideredes her i landet — det skete ved loven af 21. december 1957 — bestemtes det, at rådets danske delegation skulle aflægge en årlig beretning til folketinget om rådets virksomhed. Det er dette krav, der nu er sket fyldest ved afgivelse af beretningen om rådets 6. session i Oslo i november måned 1958.

Formålet med denne beretning er jo fremfor alt at give de medlemmer af folketinget, som ikke deltager i rådets arbejde som rådsmedlemmer eller som suppleanter, en let adgang til at skaffe sig overblik over, hvad rådet beskæftiger sig med. De, der så ønsker at fordybe sig mere indgående i problemerne, vil være henvist til det bind dokumenter og referater, som lå på medlemmernes pladser lige efter pinse. Det er et meget stort og alsidigt stofområde, der er tale om. Naturligvis vil der altid, også blandt rådets medlemmer, være delte meninger om, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtige spørgsmål, men taget som helhed vil der være enighed om, at der nordisk set er tale om et stofområde, et arbejde, som umiddelbart må have den største interesse og betydning.

Jeg skal med disse ord anbefale at følge betænkningens indstilling, altså at folketinget tager beretningen til efterretning."
Partiernes ordførere
Erik Eriksen (V)