Luk

Luk
Luk

Luk

B 12 Folketingsbeslutning angående landsskatterettens organisation m. m.

Samling: 1958-59
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen opfordrer folketinget finansministeren til at nedsætte et sagkyndigt udvalg med den opgave at gennemgå landsskatterettens organisation og arbejdsform med henblik på udarbejdelse af forslag til ændringer i lov nr. 108 af 31. marts 1938 om oprettelse af en landsskatteret og om tilsynet med skatteligningen m. v., som ændret ved lov nr. 311 af 21. december 1955.

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

„Ved flere lejligheder er der såvel i folketinget som uden for dette givet udtryk for, at landsskatteretten burde omdannes til en egentlig domstol med den heraf følgende uafhængighed af administrationen. Baggrunden herfor er ønsket om at tilsikre skatteyderne en objektiv og alsidig bedømmelse af deres klager.

Da den nugældende ordning på dette område ikke ganske har svaret til de forventninger, man havde ved landsskatterettens oprettelse, fremsættes forslaget til folketingsbeslutning om landsskatterettens omdannelse med henblik på at give den enkelte skatteyder den bedst mulige retsbeskyttelse."

Ved fremsættelsen fremhævede Foged (V) som ordfører for forslagsstillerne ønskeligheden af en reform på dette område. Videre udtalte han bl. a.:

„Hvad spørgsmålet om rettens sammensætning angår, har der været ønsker fremme om, at man burde forlade den nuværende ordning, hvorefter hvervet som medlem af retten for de flestes vedkommende er en bibeskæftigelse, og i stedet indføre en ordning med udelukkende juridiske dommere. Man kunne herved sikre retten større effektivitet og imødegå den udbredte kritik af den lange tid, der i adskillige tilfælde forløber fra indgivelsen af klagen, og indtil rettens kendelse afsiges. Hvorvidt retten skal bestå udelukkende af juridiske dommere, bør gøres til genstand for drøftelse i det påtænkte udvalg, men på forhånd må det anses for at være grundlaget for den fremtidige ordning."

Finansministeren havde intet imod, at et udvalg som det foreslåede blev nedsat. Han gik imidlertid ud fra, man var enig om, at udvalget skulle stå frit med hensyn til sine konklusioner. „Jeg synes nok, at man, når man fremsætter ønske om, at landsskatteretten skal laves om til en egentlig domstol, måske ikke lægger helt tilstrækkelig vægt på den store fordel, det i dag er for skatteyderen at have en direkte og let adgang til landsskatteretten, en adgang, som han må betragte som et betydeligt demokratisk gode, en adgang, som vel ikke bliver så direkte og let, hvis vi ændrer landsskatteretten til en egentlig domstol, hvilket medfører, at der bliver større udgifter til sagførere og anden hjælp. Jeg lægger i hvert fald megen vægt på, hvis man vil gå den vej at lave en egentlig domstol, at sikre det gode, det er, at enhver skatteyder, der på den ene eller den anden måde føler, at han ikke er behandlet, som han synes han burde have været, har mulighed for at gå til landsskatteretten.

Jeg kan heller ikke tilbageholde den lille bemærkning, at hvis jeg havde fremsat et forslag — om, skal vi sige, at det læge element inden for landsskatteretten skulle gå ud — ville der nok være kommet ret hårde kommentarer om, at finansministeren nu er ude efter at ville se væk fra den bistand, som vi i mange, mange år har haft i vort skattesystem netop gennem de folkevalgte repræsentanter. Men jeg går ud fra, at alle disse synspunkter kommer til udtryk nu under udvalgets arbejde. Jeg kan tilslutte mig, at udvalget bør have en sammensætning, som sikrer en fordomsfri undersøgelse. Jeg har kun den lille bemærkning, at jeg ikke helt kan godkende, at de centrale skattemyndigheder skulle være en sådan part i sagen, at repræsentanter for disse myndigheder ikke skulle kunne tiltræde udvalget og deltage i arbejdet på lige fod med udvalgets øvrige medlemmer."

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til en udvalgsbehandling, der resulterede i, at udvalget som helhed indstillede det til vedtagelse i uændret affattelse. I den enstemmige betænkning udtales:

„Finansministeren har erklæret sig villig til at nedsætte et sagkyndigt udvalg med den opgave at foretage en gennemgang af landsskatterettens organisation og arbejdsform, jfr. lov nr. 108 af 31. marts 1938 om oprettelse af en landsskatteret og om tilsynet med skatteligningen m. v., som ændret ved lov nr. 311 af 21. december 1955, og eventuelt at fremkomme med forslag til ændringer heri.

Finansministeren har givet tilslutning til, at det i forslaget nævnte udvalg nedsættes med følgende sammensætning: repræsentanter for de i landsskatteretten repræsenterede erhverv og lønmodtagere, advokaterne, revisorerne og skattemyndighederne samt af medlemmer, der er sagkyndige på retsplejens og forvaltningsrettens område."

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), J. E. Foged (V), Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF), Axel Sørensen (RV), J. M. Pedersen (DR) og Alfred Jensen (DKP)