Luk

Luk
Luk

Luk

L 112 Lov om ændring i lov om tillæg til lov om indførelse af dansk kirkelovgivning i de sønderjyske landsdele.

Af: Kirkeminister Bodil Koch (S)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 124 af 15-04-1959
Ved lov nr. 326 af 5. juli 1949 stilledes der midler til rådighed til afholdelse af udgifter i forbindelse med afhændelse af de til præsteembederne i de sønderjyske landsdele henlagte jorder samt til fremme af en hensigtsmæssig jordfordeling ved mageskifte med sådanne jorder. Der åbnedes samtidig adgang for menighedsrådene til at opnå visse rettigheder og erstatnings- ydelser, som ikke tilkom præsteembederne i henhold til de tidligere bestemmelser om udstykning af præstegårdsjord til husmandsbrug.

For yderligere at bidrage til en hurtig gennemførelse af udstykningen bestemtes i lovens § 11, at det skulle være en betingelse for anvendelsen af de særlige bestemmelser, der indeholder begunstigelser for præsteembederne, at indstilling forelå for kirkeministeriet inden 10 år efter lovens ikrafttræden.

Denne 10 års frist ændres ved nærværende lov til en 12 års frist.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„I den siden lovens ikrafttræden forløbne tid er der af den sønderjyske præstegårds jord oprettet 46 selvstændige husmandsbrug med et samlet areal af 556,08 ha, og 391 mindre ejendomme er suppleret med i alt 1 175,16 ha.

Med gennemførelsen af sagerne har der ofte været forbundet et kompliceret jordfordelingsarbejde, hvilket har medført, at den enkelte sags forberedelse hyppigt har taget lang tid. Jordfordelingssekretariatet, med hvilket et omfattende samarbejde har fundet sted, har henledt opmærksomheden på, at 17 sager, der er forelagt jordfordelingskommissionen, ikke kan ventes færdigbehandlet, således at foreløbig kendelse kan afsiges inden 1. april 1959. Foruden disse 17 sager henstår enkelte andre sager, der endnu ikke er endeligt afgjort.

En forlængelse på 2 år som foreslået må anses for tilstrækkelig til fuldstændig gennemførelse af udstykningssagerne."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.
Partiernes ordførere
Andreas Hansen (S), Ejnar Hansen (V), L. Clausen (Olufskjær) (KF) og A. C. Normann (RV)