Luk

Luk
Luk

Luk

L 47 Lov om ændringer i lov om landkommunernes styrelse.

Af: Indenrigsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 141 af 25-04-1962
Ved loven gives der § 15, stk. 6, i landkommunalloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 329 af 6. juli 1950, følgende affattelse:

„For deltagelse i møder i sognerådet og de af dette blandt dets medlemmer nedsatte udvalg ydes samtlige medlemmer diæter, såfremt møderne afholdes i tiden mellem kl. 7 og 18. Diæter ydes endvidere til medlemmer, der mister deres arbejdsfortjeneste ved deltagelse i møder uden for det nævnte tidsrum. Efter samme regler kan diæter med amtsrådets samtykke ydes for andre kommunale hverv, som nogen udfører efter valg af sognerådet eller kommunens beboere. Er der tillagt nogen særligt honorar for bestridelse af et kommunalt hverv, kan der dog ikke ydes den pågældende diæter for møder m. v. i forbindelse med hvervets varetagelse. Diætbeløbets størrelse fastsættes ved en af indenrigsministeren udstedt bekendtgørelse til et bestemt beløb pr. dag, dog at der for dage, hvor varetagelsen af hvervet beslaglægger mere end 4 timer inden for det tidsrum, hvori den pågældende oppebærer diæter, ydes det dobbelte beløb. Forinden beløbet fastsættes, indhenter indenrigsministeren udtalelse fra de kommunale organisationer."

I overensstemmelse hermed ændres landkommunallovens § 22, stk. 2, der i den nye affattelse lyder således:

„For deltagelse i møder i amtsrådet og de af dette blandt dets medlemmer nedsatte udvalg ydes samtlige medlemmer diæter, såfremt møderne afholdes i tiden mellem kl. 7 og 18. Diæter ydes endvidere til medlemmer, der mister deres arbejdsfortjeneste ved deltagelse i møder uden for det nævnte tidsrum. Efter samme regler kan diæter med indenrigsministerens samtykke ydes for andre amtskommunale hverv, som nogen udfører efter valg af amtsrådet. Bestemmelserne i § 15, stk. 6, 4.-6. punktum, finder tilsvarende anvendelse."

De nye bestemmelser har virkning fra 1. april 1962.

Loven er herved undergået tilsvarende ændringer som købstadkommunalloven, som det nærmere fremgår af omtalen af den nærmest foregående sag, hvortil henvises.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med en enkelt ændring af formel karakter.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Finn Poulsen (V), Asger Jensen (KF), Arne Larsen (SF), Jens Peter Jensen (RV), H. Mose Hansen (U) og Birthe Wetlesen (U)