Luk

Luk
Luk

Luk

L 133 Forslag til lov om regionplanlægning.

Af: Boligminister Carl P. Jensen (S)
Samling: 1962-63
Status: Bortfaldet
Lovforslaget tilsigtede at støtte og udbygge det arbejde med regionplanlægning eller egnsplanlægning, som dels var gennemført og dels påbegyndt for flere områder af landet. De samtidig fremsatte forslag til en ny byreguleringslov og en ændring af naturfredningsloven og den øvrige planlægning bl. a. i form af byplaner og § 35-udvalg i henhold til vejbestyrelsesloven gjorde yderligere en systematisk regionplanlægning hensigtsmæssig. En regional planlægning måtte endvidere betragtes som et nødvendigt supplement til den landsplanlægning, som regeringen tilsigtede ved i foråret 1961 at nedsætte et landsplanudvalg.

De væsentligste af lovforslagets bestemmelser' omtales i det følgende.

Efter forhandling med byplannævnet kan boligministeren ifølge § 1 bestemme, at der for nærmere fastsatte områder skal iværksættes regionplanlægning.

Ifølge § 2 nedsættes for hvert område et udvalg med den opgave at forestå regionplanlægningen, herunder udarbejde regionplaner.

Udvalget har følgende sammensætning:

1) en af boligministeriet udpeget formand,

2) 18 medlemmer, repræsenterende kommunalbestyrelserne inden for området, herunder vedkommende amtsråd, og

3) 9 medlemmer, repræsenterende ministerierne og centrale og lokale planlægningsmyndigheder.

Udvalgenes udgifter afholdes af statskassen.

Om regionplanudvalgets hovedopgave hedder det i § 3:

„Regionplanudvalget skal inden for de rammer, som måtte være fastlagt ved en landsplanlægning, og i samarbejde med regionplanudvalg for tilgrænsende planområder tilvejebringe en regionplan, der angiver retningslinjer for den fremtidige beliggenhed og fordeling i området af større offentlige institutioner, forsyningsanlæg og -områder og trafikanlæg og -ruter og for beliggenheden af arealer til fremtidig byudvikling, sommerhusbebyggelse og friluftsformål. I fornødent omfang kan også rækkefølgen i arealernes udbygning angives.

Ved udarbejdelsen af regionplanen skal regionplanudvalget i fornødent omfang forhandle med de interesserede lokale og andre myndigheder."

§§ 4 og 5 giver nærmere regler for regionplaner m. v. Da der er tale om en lovgivning på et hidtil ulovgivet område, har man alene givet de tilvejebragte regionplaner vejledende karakter for kommunerne og for planlægningsmyndighederne, men det er på den anden side foreskrevet, at andre instanser skal redegøre for, om deres planlægning afviger fra regionplanen, og i så fald skal afvigelsen begrundes.

Ved 1. behandling, der foretoges sammen med behandlingen af forslag til lov om regulering af bymæssige bebyggelser og forslag til lov om ændringer i lov om byplaner, fik lovforslaget alene tilslutning fra regeringspartierne og socialistisk folkeparti.

Venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige tog afstand fra lovforslaget, bl. a. fordi det efter deres opfattelse tillagde boligministeren for store beføjelser og fratog de folkevalgte forsamlinger naturlige opgaver.

Om partiernes principielle synspunkter over for de nævnte lovforslag henvises i øvrigt til omtalen af forslag til lov om regulering af bymæssige bebyggelser.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning, men der foreligger en beretning omhandlende denne og de to nærmest foregående sager.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Axel Kristensen (V), N. Gottschalck-Hansen (KF), Arne Larsen (SF), Helge Larsen (RV) og I. A. Rimstad (U)