Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til, at Danmark ratificerer ovennævnte traktat, om hvis forhistorie, afsluttelse og indhold anføres:
Spørgsmålet om indgåelse af en aftale om indstilling af kernevåbenforsøg har i de senere år spillet en fremtrædende rolle i forbindelse med de internationale forhandlinger om tilvejebringelse af almindelig og fuldstændig nedrustning. Forhandlingerne har været ført inden for De forenede Nationers rammer dels på de årlige samlinger, dels i skiftende internationale forhandlingsorganer oprettet af eller godkendt af De forenede Nationer. Siden marts måned 1962 har forhandlingerne været ført i den såkaldte 18-magtsnedrustningskomité i Geneve bestående af fem NATO-lande (Canada, De forenede Stater, Frankrig, Italien og Storbritannien), fem østblokstater (Bulgarien, Czekoslovakiet, Polen, Rumænien og Sovjetunionen) samt otte uforpligtede lande (Brasilien, Burma, Den forenede arabiske Republik, Indien, Mexico, Nigeria, Sverige og Æthiopien); Frankrig deltager ikke i komiteens arbejde. En af komiteen nedsat underkomité bestående af repræsentanter for de tre store atommagter, Sovjetunionen, Storbritannien og De forenede Stater, har særligt drøftet spørgsmålet om afsluttelse af en traktat om indstilling af kernevåbenforsøg.
Den nu foreliggende traktat er resultatet af en række forhandlinger mellem de tre atommagter, som førtes i Moskva i juli måned 1963. Undertegnelsen af traktaten, som forbyder kernevåbenforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet, fandt sted den 5. august 1963 ligeledes i Moskva og foretoges af de tre landes udenrigsministre i overværelse af De forenede Nationers generalsekretær.
Det fremgår af traktatens indhold, at der gives andre lande mulighed for tilslutning, og der blev fra regeringerne for de tre oprindelige deltagerlande ytret ønske om, at så mange lande som muligt ville tilslutte sig traktaten.
Traktaten er herefter blevet underskrevet af et overvejende flertal af alle stater. De danske missionschefer i London, Moskva og Washington undertegnede den 9. august 1963 med forbehold om senere ratifikation på Danmarks vegne de hos de respektive regeringer beroende originaleksemplarer af traktaten.
Traktatens artikel I forpligter deltagerstaterne til at forbyde, forebygge og afholde sig fra at gennemføre enhver forsøgseksplosion med kernevåben eller enhver anden nuklear eksplosion a) i atmosfæren, det ydre rum eller under vandet eller b) i en hvilken som helst anden omgivelse, hvis en sådan eksplosion bevirker tilstedeværelsen af radioaktivt affald uden for vedkommende stats grænser. Deltagerstaterne forpligter sig videre til at undlade at forårsage, tilskynde til eller på nogen måde deltage i nukleare eksplosioner som nævnt.
Artikel II omhandler ændringer i traktaten. Sådanne ændringer skal godkendes af et flertal af samtlige deltagende lande, herunder de oprindelige deltagerlande, og forudsætter afholdelsen af en konference indkaldt af mindst en tredjedel af deltagerstaterne.
Artikel III indeholder bestemmelser for tiltrædelse af traktaten. Den er således åben for underskrift af alle stater og skal ratificeres. De tre oprindelige deltagerlande udpeges som depositarmagter med pligt til at registrere traktaten i henhold til De forenede Nationers pagt.
Artikel IV fastsætter traktatens gyldighed som tidsmæssig ubegrænset. Hver deltagerstat skal dog ved udøvelse af sin nationale suverænitet have ret til at udtræde af traktaten, hvis den pågældende deltager fastslår, at usædvanlige begivenheder i forbindelse med traktatens genstand truer vedkommende lands mest afgørende interesser. Til en sådan udtræden fordres tre måneders varsel.
Artikel V indeholder bestemmelser om traktatens deponering.
Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning påpegede udenrigsministeren, at hovedemnet under de internationale forhandlinger, som traktaten var et resultat af, „har været spørgsmålet om den til en overenskomst knyttede internationale kontrolinstans, herunder sammensætningen, beføjelserne og organisationen. I traktaten af 5. august 1963 har der helt kunnet bortses fra en inspektions- og kontrolordning i erkendelsen af, at det umiddelbart med det nuværende nationale måleapparatur vil være muligt at konstatere, hvorvidt kernevåbensprængninger finder sted i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Derimod omhandler traktaten som nævnt ikke underjordiske forsøg, dog at sådanne, hvis de bevirker tilstedeværelse af radioaktivt affald uden for vedkommende stats grænser, omfattes af forbuddet. Det må nok påregnes, at både De forenede Stater og Sovjetunionen vil ønske at supplere deres nuværende våbentekniske viden ved at gennemføre underjordiske forsøgssprængninger, formentlig i første række med henblik på yderligere udvikling af mindre nukleare våben. I denne forbindelse vil jeg dog gerne erindre om, at de tre regeringer i traktatens præambel erklærer, at de søger at opnå en standsning af alle forsøgseksplosioner med kernevåben for bestandig, og at de er besluttede på at videreføre forhandlinger i dette øjemed.
De tre atommagters indbydelse til at tilslutte sig traktaten mødte modstand i visse lande, i første række i Frankrig og Kina.
Den franske regering har gjort det klart, at den ikke ønsker at tilslutte sig traktaten. Den fremhæver, at Frankrig vel anerkender betydningen af den trufne aftale, men mener, at så længe ingen af traktatens oprindelige deltagere har givet afkald på besiddelse af kernevåben eller har taget skridt til afskaffelse af de for kernevåbnenes anvendelse fornødne fremføringsmidler, vil rådigheden over disse afgørende våben fortsat være nødvendig for stater, der ønsker at bevare stormagtsrang. Det er derfor Frankrigs erklærede hensigt at fortsætte med opbygningen af en selvstændig kernevåbenstyrke.
Den kinesiske regerings beslutning om ikke at tiltræde traktaten må opfattes som resultat af militærpolitiske overvejelser og indgår sikkert også som et led i den løbende konflikt mellem Kina og Sovjetunionen. Kina har således over for Sovjetunionen tilkendegivet, at traktaten efter kinesisk opfattelse indebærer en svigten af de kommunistiske ideer og fremtræder som en kapitulation over for vestmagterne.
Uanset de indvendinger, der således er gjort mod traktaten, er det den danske regerings oprigtige håb, at udviklingen hurtigt vil muliggøre, at alle stater vil se sig i stand til at tilslutte sig traktaten. Dens værdi vil på længere sigt ikke mindst bero på universel tilslutning. Det er derfor med glæde, at det kan konstateres, at langt den overvejende del af verdens lande allerede på indeværende tidspunkt har underskrevet traktaten.
Når den danske regering har valgt at tilslutte sig traktaten, er det sket bl. a. i erkendelse af, at traktaten, er et realistisk forsøg på at tilvejebringe en afspænding mellem Øst og Vest, at traktaten med øjeblikkelig virkning yder en garanti for, at de store atommagter ikke forårsager en yderligere radioaktiv forurening af atmosfæren, at traktaten — skønt den ikke omfatter underjordiske forsøg — dog er en tilfredsstillende efterkommen af de på FNs senere samlinger stadigt stærkere gentagne krav om forsøgssprængningernes indstilling, at traktaten i betydelig grad vil medvirke til at vanskeliggøre, at atommagternes tal udvides, at der er grundet håb om, at traktaten vil kunne blive indledningen til yderligere afspændings- og nedrustningsforanstaltninger, herunder en udvidelse af traktaten til også at omfatte underjordiske forsøg, at traktaten derved vil kunne få væsentlig betydning for tilvejebringelse af almindelig og fuldstændig nedrustning, samt endelig at traktatens bestemmelser er i fuld overensstemmelse med regeringens politik, idet Danmark ikke fremstiller eller har til hensigt at fremstille kernevåben."
På denne baggrund anså regeringen det for ønskeligt, at Danmark ratificerede traktaten.
Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier og blev uden forudgående udvalgsbehandling vedtaget enstemmigt.