Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget nedsætter et udvalg på 17 medlemmer til at tilvejebringe en nærmere kontakt mellem folketingets medlemmer og repræsentanter for den videnskabelige forskning efter følgende retningslinjer:

1) Udvalget nedsætter et arbejdsudvalg bestående af folketingsmedlemmer og repræsentanter for den videnskabelige forskning til at formidle og tilrettelægge kontaktvirksomhed.

2) Folketingssekretariatet fungerer som sekretariat for arbejdsudvalget.

3) Ethvert medlem af folketinget skal have adgang til at deltage i kontaktvirksomheden, hvori endvidere deltager videnskabelige forskere knyttet til universiteterne, de højere læreanstalter, akademiet for de tekniske videnskaber og andre videnskabelige institutioner.

4) Kontakten etableres ved afholdelse af møder, konferencer, ekskursioner og anden informativ virksomhed. Den har alene til formål at tilvejebringe gensidig orientering. Beslutninger af nogen art kan ikke træffes.

Udvalget nyvælges ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter folketingsvalg.

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning mindede Knud Bro som ordfører for forslagsstillerne om, at en kreds af danske videnskabsmænd allerede for 10 år siden henvendte sig til folketinget for at anbefale, at man dannede en fælleskomité, bestående af videnskabsmænd og politikere. Forslaget dengang gik ud på, at medlemmer af folketinget samt en kreds af omkring 75 videnskabsmænd plus nogle enkelte andre skulle sætte sig sammen og drøfte tingene til gensidig information og oplysning. Det skulle være medlemmer fra alle partier, og det skulle være en egentlig information.

OECD og Europarådets videnskabelige og kulturelle komité havde også taget sagen op, og den var blevet behandlet på flere internationale kongresser, sidst i Wien i 1964, hvor det i en resolution betegnedes som nødvendigt, at man rundt omkring i landene skabte fælleskomiteer mellem videnskabsmænd og parlamentarikere. På Nordisk Råds plan var der udsendt indbydelse til et møde om samme emne i Helsingfors.

Fordelen ved at oprette en sådan fælleskomité her i landet skulle først og fremmest være den information, som folketingets medlemmer herigennem ville opnå. „Vi ved alle, at videnskabens resultater samles i fagskrifter og andre steder, hvor vi på grund af tidmangel og ofte på grund af sproglige mangler ikke er i stand til at følge de resultater, der er nået. Vi ved også, at mange af oplysningerne slet ikke kommer til os, fordi vi ikke kender spørgsmålene. Det er ganske givet, at en sådan komité mellem dette høje ting og måske 100 videnskabsmænd, eller hvor meget det skal ende i, vil give os en information, som både vil være af betydning på lang sigt og aktuelt vil kunne tage spørgsmål op, som brænder på her i tinget.

Det er afgørende for os, at denne komité selv bestemmer, hvilken virksomhed den ønsker at øve. Det er helt afgørende, at tinget får en orientering, som det selv leder, og at det selv er med til at stille spørgsmål. Det er jo ikke meningen, at denne orientering skal være knyttet til øjeblikkelige planer, og folketinget må være ganske sikker på, at der ikke ligger en pression i det, der sker her; vi vil end ikke acceptere, at der kunne ligge en mistanke i, at orienteringen er bundet til bestemte projekter, som vi eventuelt ikke kunne ønske fremmet. ..."

Ved forslagets 1. behandling underkastede Bomholt (S) det en kritisk vurdering, som mundede ud i, at sagen, der havde trængt sig på i de sidste 25 år, burde overvejes nærmere i et udvalg. „Vi har", udtalte han, „i vort daglige arbejde brug for videnskaben på visse felter. For det første på det lovforberedende arbejdes område. Vi skal vel ikke normalt tilstræbe så store betænkninger som i Sverige, men nu og da kunne den alsidige belysning godt være mere fyldestgørende. For det andet i udvalgsarbejdet. Men hvis det informatoriske arbejde her skal komme til sin ret, bør der efter min mening nedsættes faste udvalg med fagligt kvalificerede sekretærer, der kan medvirke til, at spørgsmålene formuleres utvetydigt klart. Det vil være nærliggende at nedsætte et undervisningsudvalg, måske et undervisnings- og kulturudvalg, der kan se et ministeriums forskellige forslag inden for rammen af en helhed. Det helhedssyn, som ministeren må antages at have, er det under de givne omstændigheder næsten umuligt for folketinget at opnå. Skønt folketinget ganske givet omfatter den højeste sum af samfundsmæssig viden og erfaring her i landet, kan vi ikke gennemføre vort arbejde med den effektivitet, som er en af videnskabens fornemste målsætninger, og det er naturligvis også en af grundene til den bestræbelse, der udgår fra OECD. Nedsættes der et helårsudvalg, et kontinuerligt udvalg, der omspænder et ministeriums samlede aktivitet, så begynder regnestykket, som det ærede medlem tumler med, at gå op. Så kan udvalget handle i både helhedens og enkelthedernes interesse i et helt naturligt samspil med mennesker og ministerielle organer.

Indtil videre er vi som bekendt det eneste land i verden, som har det store antal udvalg, og nedsættelsen af flere udvalg vil, frygter jeg, føre os bare længere ud i planløshed og improviserende tilfældigheder. Ønsket om en fri meningsudveksling mellem politikere og videnskabsmænd bliver stående på dagsordenen, indtil vi finder en løsning. Denne løsning findes næppe på et ensidigt ministerielt plan eller på et ensidigt folketingsplan, sådan som forslaget skitserer det, men i et klart organiseret samarbejde, der omfatter ministerium, forskning og folketing."

På venstres vegne udtalte Guldberg, at han ikke uden videre kunne give tilslutning til, at en nærmere kontakt og en nærmere orientering om den videnskabelige forskning og dens resultater skulle foregå gennem et formelt af folketinget nedsat udvalg og i det hele taget gennem en bestemt udvalgskreds. Han ville gerne have lejlighed til at få dette spørgsmål nærmere ovevejet.

Helveg Petersen (RV) var heller ikke sikker på, at den foreslåede samarbejdsform var den bedste, men villig til — som de foregående talere — at arbejde videre med sagen.

Morten Lange (SF) håbede, at forslaget ville bidrage til gennemførelse af den modernisering af folketingets arbejdsform, som var højst påkrævet.

Rimstad (Uafh) havde vanskeligt ved at se, hvilken øget aktivitet forslaget kunne medføre, men så dog gerne, at et videregående arbejde med sagen faldt positivt ud.

Undervisningsministeren pegede på, at det nyoprettede organ forskningens fællesudvalg — som også omtalt af Helveg Petersen — tog sigte på løsningen af mange af de opgaver, som ordføreren for forslagsstillerne havde berørt. Om der herudover var brug for yderligere kontaktflader mellem videnskabsmand og politikere, måtte være et spørgsmål mellem de politiske partier, præsidiet og udvalget for forretningsordenen.

På forslag af Bomholt henvistes forslaget til et 17 mands udvalg, som under sit arbejde med sagen kunne søge kontakt med udvalget for forretningsordenen.