Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

Folketinget pålægger ministeren for offentlige arbejder at udarbejde lovforslag om privat finånsiering af en fast forbindelse over Store-Bælt.

Lovforslaget skal indeholde bestemmelser om,

1) at ministeriet for offentlige arbejder indhenter tilbud fra indenlandske og udenlandske selskaber om finansiering af den faste forbindelse,

2) at sådanne tilbud også kan indgives af firmaer, der ønsker at udføre selve anlægget af forbindelsen, hvad enten dette sker på grundlag af de pågældende firmaers egne projekter eller i henhold til resultatet af den udskrevne idékonkurrence,

3) at finansieringsordningen udformes på en sådan måde, at der meddeles de finansierende selskaber eller firmaer en midlertidig koncession, hvorefter de i en tidsbegrænset periode opnår ret til at afkræve færdsel over den faste forbindelse en særlig afgift,

4) at den faste forbindelse efter koncessionens udløb fuldt ud overgår til den danske stat.

Ministeren for offentlige arbejder fremsætter det herom handlende lovforslag for folketinget senest den 15. marts 1966.

Forslaget begrundedes af ordføreren for forslagsstillerne, Ninn-Hansen (KF), ved fremsættelsen således:

"Forslaget indeholder en principbeslutning om, at den faste forbindelse over Store-Bælt skal finansieres af private midler. For at tilvejebringe muligheden herfor pålægges det ministeren for offentlige arbejder inden den 15. marts 1966 at fremsætte et lovforslag efter retningslinjer, der nærmere er anført. Det er forslagsstillernes ønske, at ministeriet indhenter tilbud fra indenlandske og udenlandske selskaber. Det ønskes ligeledes, at finansieringstilbuddene kan omfatte tilbud om udførelse af selve anlægget, men det anses ikke for udelukket, at finansieringen og udførelsen af forbindelsen kan adskilles. Det selskab, der påtager sig finansieringen, skal kunne opnå en koncession, der giver ret til inden for en periode at opkræve en afgift; men den faste forbindelse skal herefter uden begrænsninger være den danske stats ejendom.

Med dette forslag er det hensigten at bane vej for en hurtig løsning af landets største trafikopgave. Ved de lejligheder, hvor en Store-Bæltsbro eller -tunnel har været drøftet i det høje ting, har der fra alle partier været givet udtryk for sympati for tanken. Der er heller ikke efter forslagsstillernes mening nogen tvivl om, at en Store-Bæltsbro eller -tunnel vil kunne have en overordentlig stor betydning for løsningen af vore trafikproblemer. Vi lægger megen vægt på, at man herigennem kan forbinde landsdelene, og betragter Store-Bæltsbroens etablering som forudsætning for en egnsudvikling her i landet. Hertil kommer, at etableringen af Store-Bæltsforbindelsen har en sådan betydning for vor samhandel med udlandet og dermed det danske erhvervslivs konkurrencedygtighed, at man med rette kan betegne dens etablering som en naturlig opgave.

Det konservative folkeparti lægger megen vægt på, at den faste forbindelse over Store-Bælt får prioritet forud for andre broopgaver, men vi befrygter, at disse andre broopgaver vil blive løst først, måske gennem privat finansiering, hvis et Store-Bæltsprojekt ikke påbegyndes snarest. Skulle den danske stat alene finansiere en Store- Bæltsbro, vil der være risiko for, at det vil vare længe, inden der kan afsættes midler dertil, såfremt denne finansieringsopgave ikke skal hindre andre nødvendige offentlige investeringer. Vi tror, der vil være en betydelig interesse både i ind- og udlandet for at finansiere og bygge den faste forbindelse, og mener, at der ved gennemførelsen af vort forslag kan skabes en sådan interesse for finansieringen og bygningen af den faste forbindelse, at denne snarest kan påbegyndes. Vi ville selvsagt gerne medvirke til en finansieringsordning, sådan at færdslen over broen eller gennem tunnelen kunne blive gratis, men ud fra en realistisk bedømmelse mener vi, at bro- eller tunnelafgifter bliver en nødvendighed. Vil man derfor søge frem til den hurtigste løsning af opgaven gennem privat finansiering, mener vi også, at de motorkørende og andre, der skal færdes på broen, må påtage sig den byrde at betale en afgift."

Ved forslagets første behandling gjorde ministeren for offentlige arbejder rede for sit syn på det foreliggende forslag, som det efter hans opfattelse „ikke ville være rimeligt på nuværende tidspunkt at vedtage". Han sluttede med at ridse sin stilling til sagen således op: „Jeg står naturligvis åben over for spørgsmål om privat finansiering. Vi er i ministeriets arbejdsudvalg til rådighed med alle foreliggende oplysninger til brug for interesserede finansgrupper, men jeg mener ikke, at en lov med så ubestemt et indhold, som den alene ville kunne få nu, ville give yderligere muligheder for at fremme udførelsen af dette store anlæg."

Horn (S) erklærede sig enig heri, og Enggaard (V) mente heller ikke, at man på det foreliggende grundlag kunne træffe en endelig afgørelse af de rejste spørgsmål. „Hvis det fremsatte forslag imidlertid kan bidrage til, at interessen omkring disse problemer kan forøges såvel her i folketinget som i offentligheden, skal forslagsstillerne ikke have utak for deres initiativ; men venstre ønsker at understrege, at vi ikke mener, det er forsvarligt på nuværende tidspunkt at låse sig fast til de punkter, som forslaget indeholder."

Som ordfører for det radikale venstre gav A. C. Normann udtryk for, at hans parti ikke kunne stemme for forslaget i den udformning, man havde givet det. Hans parti var imidlertid tilhænger af, at Store-Bæltsforbindelsen søgtes etableret ved hjælp af private midler. „Jeg vil sluttelig i den forbindelse pege på, at vi gerne, inden fremgangsmåden vedrørende finansieringen endeligt fastlægges, vil have foretaget en vurdering af den tanke, der for nogle år siden fremsattes fra radikal side, nemlig at denne store sag sattes på folkeaktier, hvad der måske ville medføre forskellige fordele; bl. a. ville der jo heri ligge en betydelig national opsparing, som indpasset i den økonomiske udvikling måske kunne vise sig meget værdifuld. Jeg kunne godt tænke mig, at den højtærede finansminister ville have sympati for en sådan tanke."

Aksel Larsen (SF) gik stærkt imod forslaget, som der efter hans opfattelse ikke var nogen saglig begrundelse for.

I modsætning til ham havde Rimstad (Uafh) betydelig sympati for privat finansiering af Store-Bæltsforbindelsen, men han fandt endnu ikke tiden inde til at udarbejde et lovforslag om sagen.

Niels Westerby (LC) gik imod forslaget ud fra den betragtning, at sagen endnu ikke var tilstrækkelig afklaret til, at man kunne tage stilling til finansieringsspørgsmålet. Han henstillede imidlertid til ministeren for offentlige arbejder, at der blev sat lidt mere fart i planlægningsarbejdet.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning.