I folketingsåret 1964-65 optog udvalget for forretningsordenen forhandlinger om en revision af folketingets forretningsorden, navnlig for så vidt angår udvalgsordningen, taletidsreglerne og en række — til dels rent tekniske — ændringer, som man på grundlag af erfaringerne fra de senere år havde fundet det ønskeligt at få gennemført.

Udvalget nåede ikke til ende med sit arbejde inden samlingens slutning, men afgav en beretning, hvorom henvises til årbog 1964-65, side 617. Som bilag til beretningen var aftrykt et af folketingets formand den 3. december 1964 fremsat forhandlingsgrundlag, der havde tjent som udgangspunkt for drøftelserne i udvalget.

I samlingen 1965-66 arbejdede udvalget videre med sagen, og i december 1965 afgaves en betænkning og indstilling, der mundede ud i et forslag til folketingebeslutning med vedføjede bemærkninger. Forslaget var enstemmigt, når bortses fra, at det var ledsaget af et ændringsforslag, som kun et flertal inden for udvalget havde tiltrådt.

I folketinget vedtoges forslaget til folketingsbeslutning uden andre ændringer end den nævnte, der angik medlemmernes benævnelse (jfr. nedenfor).

Angående revisionens enkeltheder må i hovedsagen henvises til den afgivne betænkning og indstilling i forbindelse med forretningsordenen, som den foreligger optrykt i januar 1966. Her skal kun nogle af nyordningens hovedpunkter omtales.

I § 7 har man forøget antallet af stående udvalg med 2: boligudvalget og udvalget for undervisning og uddannelse.

Disse udvalg skal hver have 17 medlemmer, men det er tillige bestemt, at der kan udpeges en stedfortræder for hvert al de i udvalget repræsenterede partier, idet navnlig de mindre partier kun derved vil kunne opnå den fornødne alsidige repræsentation i udvalget, der skal beskæftige sig med et stort antal spørgsmål af forskelligartet karakter.

Ved en tilføjelse til § 8 gives der en forslagsstiller ret til at deltage i udvalgsforhandlinger om hans eget forslag, selv om han ikke er indvalgt i udvalget. I tilslutning hertil skal nævnes, at der ved en af udvalget for forretningsordenen truffet beslutning af 15. januar 1964 er givet samtlige i folketinget repræsenterede partier ret til at få tilstillet et eksemplar af alle henvendelser, udvalgsskrivelser og ministerielle skrivelser, som udvalgenes medlemmer modtager genparter af.

Den tidligere § 9, der handlede om behandlingen af foreløbige love, har man ladet udgå. Dels vil foreløbige love kun kunne forekomme overordentlig sjældent, især efter at kongens adgang til at udstede sådanne love ved grundloven af 1953 er begrænset til tilfælde, hvor folketinget ikke kan samles. Dels vil forelæggelse af en foreløbig lov mest praktisk kunne ske i form af fremsættelse af et lovforslag, hvis indhold dækker den foreløbige lovs indhold (jfr. f. eks. de midlertidige love af 7. maj 1945). I så fald gælder de almindelige regler i forretningsordenen om lovforslags behandling. Hvis forelæggelsen af en foreløbig lov skulle ske på anden måde, vil forretningsordenens regler om behandlingen af forslag til folketingsbeslutning være anvendelige.

I § 17 er foretaget nogle ændringer, der tilsigter at give paragraffen en klarere affattelse end den hidtidige. Det bestemmes nu, at forslag til folketingsbeslutning, der fremsættes af regeringen eller af medlemmer af folketinget, skal undergives 2 behandlinger efter reglerne for lovforslags 1. og 3. behandling mod tidligere efter reglerne for lovforslags 1. og 2. behandling. Denne ændring har man anset for naturlig i betragtning af, at 2. behandling er de pågældende forslag til folketingsbeslutnings sidste behandling. Samtidig bestemmes, at taletiden ved fremsættelsen i alle tilfælde skal være som ved lovforslag, uanset om det drejer sig om forslag vedrørende Danmarks tiltræden af overenskomster med fremmede stater eller ej.

Forslag til folketingsbeslutning, der fremkommer som indstilling fra udvalg, og som altså i forvejen har været udvalgsbehandlet, skal — for så vidt ikke andet er foreskrevet i forretningsordenen — følge reglerne for lovforslags 2. og 3. behandling, hvilket bl. a. medfører, at der allerede til 1. behandling kan stilles ændringsforslag.

For at opnå en tidsbesparelse i den ugentlige spørgetid og tillige for at give spørgerne mulighed for nærmere at belyse formålet med deres spørgsmål har man i § 20 indført den nye regel, at spørgsmålene, når de indgives, kan være ledsaget af en kort skriltlig begrundelse. Genparter heraf må i så fald, inden spørgsmålet besvares i tinget, være omdelt til medlemmerne. Den nye fremgangsmåde vil give ministrene større mulighed for at besvare spørgsmålene på fyldestgørende måde. Dette skulle også være en fordel for spørgerne, der dog tillige vil kunne fremsætte en mundtlig begrundelse. Til gengæld er taletiden ved mundtlig begrundelse nedskåret fra 5 til 2 minutter.

Denne nedskæring synes rimelig i betragtning af, at hovedformålet med spørgetiden må være at skaffe oplysninger frem fra ministrene. Desuden bliver der efter nedskæringen mindre tid for spørgeren til i sin begrundelse at inddrage nye momenter, som ministeren ikke har været forberedt på at tage stilling til.

Af praktiske grunde er det i en tilføjelse til § 20 bestemt, at spørgsmål, der ønskes besvaret skriftligt, ikke i et folketingsår kan indgives senere end 15. september.

I § 26 er — efter forslag af et flertal — indført den ændring, at anvendelsen af benævnelserne „det ærede medlem" og „den højtærede minister" fremtidig kan undlades.

I § 28 har man slettet de begrænsninger, som tidligere var gældende med hensyn til formandens ret til at give medlemmer ordet for korte bemærkninger. Hensigten hermed er at åbne adgang til en livligere debat efter ordførernes første omgang. En sådan fri adgang for formanden til at give ordet for korte bemærkninger vil overflødiggøre særlige regler om replikordskifte, som har været overvejet, og som kendes f. eks. fra Norge.

Taletidsreglerne er strammet på en række punkter. Det gælder bl. a. ved lovforslags 1. og 2. behandling samt ved de politiske forhandlinger. I særlige tilfælde vil formanden dog som hidtil kunne indrømme en forlængelse af taletiden, jfr. § 14.

Når flere lovforslag behandles under ét, har man hidtil fulgt den regel, at taletiden forøgedes i tilsvarende grad, så at den eksempelvis femdobledes, når 5 lovforslag behandledes sammen. Det bestemmes nu, at der i alle tilfælde kun bliver tale om en fordobling af taletiden, hvad enten antallet af samtidig behandlede lovforslag er to eller flere. Også her vil der dog om fornødent kunne dispenseres.

I den ovenfor nævnte betænkning fra udvalget for forretningsordenen udtales om den foreslåede udvalgsordning bl. a.:

„Efter den gældende forretningsorden nedsættes der kun 6 stående udvalg, som endda — bortset fra finansudvalget — har ret begrænsede arbejdsopgaver. Den langt overvejende del af folketingets udvalgsbehandling af lovforslag og forslag til folketingsbeslutning finder sted i særlige udvalg om hvert enkelt eller nogle få sammenhørende forslag. Der nedsættes godt 100 sådanne udvalg i hvert folketingsår, og da et stort antal af udvalgene arbejder samtidig, er det klart, at det navnlig i de travle perioder er umuligt at undgå, at medlemmer indkaldes til møder samtidigt eller næsten samtidigt i flere udvalg, ligesom en rationel tilrettelæggelse af udvalgsarbejdet i det hele taget vanskeliggøres.

Til fordel for en ordning med flere stående udvalg har navnlig været anført, at den vil kunne bidrage til, at lovforslagene under deres behandling i folketinget ses i et videre perspektiv og i en klarere sammenhæng, end det kan ventes, når spørgsmål af ensartet karakter behandles af forskellige grupper af medlemmer. Skal helhedssynspunkterne kunne trænge igennem, vil det være af stor betydning, at medlemmerne på hver sit felt opnår den indsigt og det overblik, der erhverves ved beskæftigelse med et bestemt, ikke for snævert afgrænset lovgivningsområde.

På den anden side har der i udvalget været udtalt frygt for, at udelukkende anvendelse af stående udvalg skulle medføre en for vidtgående specialisering af medlemmerne, og det har været fremhævet som en fordel ved den nuværende ordning, at partierne i hver enkelt sag kunne udpege de bedst egnede til at udvalgsbehandle den.

Man er under disse omstændigheder enedes om forsøgsvis at indføre enkelte nye stående udvalg på områder med særlig stort arbejdsstof. Den videre udvikling må da bero på de erfaringer, der indhøstes.

For ethvert af de nye stående udvalg har man — navnlig af hensyn til de mindre partier — fundet det hensigtsmæssigt at foreslå, at hvert af de i udvalget repræsenterede partier skal kunne udpege en stedfortræder for sine medlemmer af udvalget."

Der peges i betænkningen på, at det vil være af stor betydning, at der „sikres såvel stående som særlige udvalg den fornødne sekretærhjælp til forberedelse af møderne, fremskaffelse af oplysninger og udarbejdelse af udkast til betænkninger m. v., og der er enighed om, at der i folketingssekretariatet bør være 6 medarbejdere til rådighed for udvalgsarbejdet. At udvalgene har fast sekretær, er tillige af værdi for kontakten mellem ministeriet og udvalgene.

Det kan her tillige nævnes, at det er fundet ønskeligt, at der gives folketingets medlemmer en vis bistand i deres arbejde ved ansættelse af kontormedhjælpere efter indstilling fra partierne. Den nærmere ordning vil blive fastsat gennem udvalget for forretningsordenen."

I tilslutning hertil skal anføres, at udvalget for forretningsordenen den 9. december 1965 havde tiltrådt en ordning, som gik ud på følgende:

Efter indstilling fra de i folketinget repræsenterede partier stiller folketinget kontormedhjælpere til rådighed for partierne efter følgende retningslinjer:

[Se oversigt i Folketingsårbogen 1965-66, side 529]

Medhjælperne lønnes efter den til enhver tid gældende sats for assistenter efter HKs regler. Udgiften hertil afholdes af folketinget, der tillige betaler ATP-bidrag og ferieløn. Overarbejdstidsbetaling og eventuelle særlige løntillæg må derimod udredes af partierne selv.

Til forslaget til folketingsbeslutnings 1. behandling i folketinget havde medlemmer af partiet de uafhængige uden for betænkningen stillet ændringsforslag om at give § 8 følgende tilføjelse som nyt stykke efter stk. 5:

„Ethvert medlem af folketinget har ret til at overvære udvalgenes møder som tilhører. Undtagelse herfra kan gøres, når dette i særlige tilfælde vedtages af det pågældende udvalg."

Formålet hermed var i særlig grad at gøre det muligt for mindre partier, der ikke har krav på repræsentation i 17 mands udvalg (herunder de uafhængige) at følge arbejdet i vigtigere udvalg. Dette ændringsforslag blev imidlertid forkastet med 132 stemmer mod 9 (Uafh, liberalt centrum og de 2 grønlandske medlemmer), idet 9 medlemmer (RV og Sigsgaard (SF), afholdt sig fra at stemme.

Ændringsforslaget i betænkningen vedrørende benævnelsen „det ærede medlem" m. v. vedtoges derimod med 89 stemmer mod 62 (V, KF og Uafh).

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt med 154 stemmer, idet 4 medlemmer (Uafh) afholdt sig fra at stemme.