Loven indeholder en række ændringer i færdselsloven, (jfr. lovbekendtgørelse nr. 231 af 27. juni 1961 som ændret ved lov nr. 156 af 27. maj 1964), som det er fundet nødvendigt eller ønskeligt at gennemføre uden at afvente den revision af færdselslovgivningen, som gennemførelsen af fælles nordiske færdselsregler på grundlag af arbejdet i Nordisk Vejtrafik Komité formentlig vil give anledning til.

En af lovens centrale bestemmelser er ændringen af færdselslovens § 18, stk. 6, hvorefter førerbeviset nu i almindelighed gælder indtil indehaverens fyldte 70. år. Lovens bestemmelse er sålydende:

Førerbeviset gælder indtil indehaverens fyldte 70. år. Førerbevis til motorkøretøjer, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, gælder dog kun i 5 år fra udstedelsesdagen. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om gyldighedstiden for førerbeviser, der udstedes til personer, som er fyldt 70 år. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at førerbeviser, når forholdene taler derfor, skal gælde i kortere eller længere tidsrum end fastsat i 1. og 2. pkt. Efter udløbet af gyldighedstiden kan beviset fornys, såfremt den pågældende stadig opfylder betingelserne. Politiet bestemmer, om der skal aflægges ny prøve.

Lovens øvrige hovedpunkter er følgende:

Ved en ændring af færdselslovens § 8 bestemmes, at cykler skal være forsynet med baglygte, når de anvendes i lygtetændingstiden.

Ved en tilføjelse til færdselslovens § 38, stk. 4, forbydes parkering på kørebanen på hovedveje uden for bymæssigt bebygget område.

I færdselslovens § 40, stk. 2, har man lovfæstet reglerne om lygteføring ved kørsel i tåge og under lignende dårlige lysforhold. Disse regler går ud på, at nærlys (kort lys) skal anvendes „ved kørsel i tåge, under kraftig nedbør eller lignende dårlige lysforhold. Om dagen kan dog i stedet anvendes fjernlys (langt lys)."

De i færdselslovens § 44, stk. 1, fastsatte maksimalhastigheder er forhøjet fra 60 til 70 km i timen for lastvogne og motorvogne med campingvogn.

En ny § 57 a indeholder hjemmel for anvendelse af de ,såkaldte parkeringsskiver („pariserskiver") til kontrol med overholdelse af den tilladte parkeringstid (§ 57 a).

I færdselslovens § 76 har man ændret reglerne vedrørende kørelærernes uddannelse. Der er således tilvejebragt hjemmel for indførelse af skriftlige prøver til kørelærerprøven. Endvidere er bestemmelsen ændret således, at kørelæreraspiranter fremtidig kun kan fungere som kørelærer efter bestået skriftlig prøve og højst i 3 måneder, og således at kørelæreren under aspirantens øvelseskørsel med elever i motorvogn altid skal være med i vognen.

Herudover indeholder loven visse mindre ændringer.

Af hensyn til etableringen af det centrale motorregister er der foretaget visse i alt væsentligt redaktionelle ændringer i færdselslovens §§ 11, 14 og 50, hvorved formuleringen af disse bestemmelser er tilpasset den nye registreringsordning.

I § 22 er indsat en bestemmelse om, at justitsministeren kan bestemme, at førerbeviser, der er udstedt i et af de øvrige nordiske land, er gyldige her i landet, også efter at indehaveren har taget bopæl her i landet.

Af forenklingshensyn er endvidere bestemmelsen i færdselslovens § 46, hvorefter registreringspligtige påhængs- og sættevogne skal være forsynet med tilsvarende nummerplade som det trækkende køretøj, ophævet.

Det er endelig fundet ønskeligt at hæve ansvarsforsikringssummen for tingskader, der forvoldes med motordrevne køretøjer, fra 60.000 kr. til 120.000 kr. og at lade pligten til at tegne og holde ansvarsforsikringen i kraft overgå på brugeren i tilfælde, hvor der foreligger et varigt og selvstændigt brugsforhold. De hertil sigtende ændringer er indsat i færdselslovens § 66. Loven trådte i kraft den 1. juni 1966.

Om ændringen af førerbevisets gyldighedstid anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„For at opgive kravet om fornyelse af førerbeviser hvert 5. år taler hensynet til førerbevisindehaverne, som dels må afholde udgifter hertil, dels personligt må henvende sig 3 forskellige steder, nemlig hos læge, fotograf og på førerbeviskontoret.

Endvidere medfører fornyelserne et betydeligt arbejde for politiet. I 1964 udgjorde det samlede antal udstedte førerbeviser for hele landet ca. 360.000, hvoraf ca. 237.000 var fornyelser. Hertil kommer, at der hvert år optages et betydeligt antal rapporter i tilfælde, hvor motorførere har glemt at forny førerbeviset. Omfanget af dette arbejde står næppe i rimeligt forhold til værdien af de fornyede lægeundersøgelser hvert femte år. I perioden 20. marts 1962 til 1. februar 1965 er der således af legemlige eller psykiske årsager kun givet afslag på i alt 539 ansøgninger om fornyelse eller udvidelse af førebeviser.

Hertil kommer, at det er tvivlsomt, hvilken værdi der kan tillægges de erklæringer, ansøgerne skal afgive om omfanget af kørslen i det sidste år inden fornyelsen. Politiets muligheder for at foretage kontrol af erklæringernes rigtighed er i praksis ringe. Det må i øvrigt antages, at det stærkt stigende antal motorkøretøjer er medvirkende til, at den praktiske kørefærdighed i langt de fleste tilfælde vil være til stede.

Reglerne om førerbevisers gyldighed varierer betydeligt fra land til land. I Island, Finland, Holland og Italien er gyldighedstiden 5 år, medens der ingen tidsbegrænsning er i Sverige, Tyskland og Frankrig. I Norge er gyldighedstiden for nylig forhøjet fra 5 til 10 år, og i England er den 3 år."

I sin fremsættelsestale udtalte justitsministeren om samme spørgsmål bl. a.:

„Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne til forslaget, kan politiet efter færdselslovens § 18, stk. 7, til enhver tid tage et førerbevis tilbage, når indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at få udstedt førerbevis. I tilslutning til denne bestemmelse hedder det i førerbevisbekendtgørelsen fra 1958 § 30, at politiet, hvis der er grundet tvivl om, hvorvidt førerbevisindehaveren fortsat er i besiddelse af fornøden kørefærdighed eller har det fornødne kendskab til de vigtigste færdselsregler, kan nægte at udlevere førerbeviset på ny, medmindre den pågældende består en fornyet førerprøve, herunder teoretisk overhøring.

En overtrædelse af færdselsloven vil ofte indicere, at føreren ikke er fuldt fortrolig med at føre motorkøretøj eller ikke har det fornødne kendskab til eller den nødvendige forståelse for færdselsreglerne. Der vil derfor være grundlag for at indkalde vedkommende til en orienterende førerprøve. Bestemmelsen har imidlertid ikke været anvendt ret hyppigt i praksis, men bør i tilslutning til den foreslåede udvidelse af førerbevisernes gyldighedstid udbygges således, at politiet instrueres om ved behandlingen af færdselssager at underkaste de enkelte sager en bedømmelse ud fra det kriterium, der er nævnt i bestemmelsen. Hvis den begåede forseelse herefter tilsiger det, bør føreren aflægge en orienterende førerprøve. Bestemmelsen vil derved få en væsentlig special- og generalpræventiv betydning."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget gav alle ordførere tilslutning til forslaget, idet flere ordførere dog samtidig tog forbehold med hensyn til enkelte af lovforslagets bestemmelser.

Såvel Per Møller (V) som Else-Merete Ross (RV) udtrykte betænkelighed ved forslagets bestemmelse om førerbevisernes gyldighedstid, idet de ikke følte sig overbevist om, at det ville være forsvarligt at fastsætte gyldighedstiden helt til det 70. år. Fra Per Møllers side blev endvidere taget forbehold om hensigtsmæssigheden ved at lovfæste to hastighedsgrænser for lastvogne og lastvognstog med kun 10 kms forskel på grund af den risiko, der efter hans opfattelse ville være forbundet med deraf følgende langvarige og langstrakte overhalinger.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, til hvilket forslag til færdselslov for Grønland ligeledes henvistes (se nærmest efterfølgende sag).

Efter en indgående behandling af lovforslaget afgav udvalget betænkning, hvori ministeren stillede ændringsforslag til færdselslovens § 8 om cyklers lygteføring samt ændringsforslag til færdselslovens § 40, stk. 2, om lygteføring ved kørsel i tåge. Forslagene var ikke medtaget ved lovforslagets fremsættelse, idet overvejelserne vedrørende de omhandlede spørgsmål på dette tidspunkt endnu ikke var helt afsluttet.

I betænkningen fremsattes endvidere af et mindretal (venstres, og det radikale venstres medlemmer af udvalget) forslag om en ændring af lovforslaget gående ud på, at førerbeviser uden fornyelse ikke skulle være gældende længere end til indehaverens fyldte 60. år.

Fra betænkningen anføres i øvrigt:

„Udvalget har fra Droske-Centralen TAXA, Lillebilsammenslutningen af 1926, TAXAs Landsforening og Centralforeningen af Lillebilforeninger i Danmark modtaget en henvendelse, hvori de 4 organisationer henstiller, at der søges tilvejebragt en for alle hyrevogne fælles ordning. I det af organisationerne udarbejdede skitseforslag til en hyrevognslov foreslås det, at der skabes hjemmel for at begrænse antallet af hyrevogne, således at antallet fastsættes af kommunalbestyrelsen og politiet. Det foreslås endvidere, at der nedsættes et hyrevognsnævn, som dels skal udarbejde et standardregulativ for hyrevognskørsel, dels træffe afgørelse i sager vedrørende klager over den lokalt fastsatte fordeling af hyrevognsbevillinger mellem droscher og lillebiler. Det forudsættes i forslaget, at der af kommunen (og politiet) anvises offentlige holdepladser til såvel droscher som lillebiler, og at de 2 kategorier af hyrevogne i det hele ligestilles med hensyn til rettigheder (f. eks. hyretagning) og pligter (køretøjernes indretning m. v.).

Justitsministeren har over for udvalget givet udtryk for, at der efter hans opfattelse næppe politisk vil være mulighed for at gennemføre den ønskede antalsbegrænsning, og at han derfor ikke har stillet forslag herom. En ordning som den foreslåede ville måske også være mindre stemmende med princippet i næringsloven om adgang til fri erhvervsudøvelse.

Ministeren har heller ikke ment at kunne tilslutte sig tanken om etablering af et særligt nævn, som ved udarbejdelsen af et standardregulativ bl. a. ville få til opgave at tage stilling til hyrevognes indretning og udstyr. Dette spørgsmål bør efter ministerens opfattelse fortsat henhøre under justitsministeriet.

Derimod har ministeren givet udtryk for, at han finder det ønskeligt at fortsætte de forhandlinger med organisationerne, som tidligere er indledt vedrørende spørgsmålet om skærpede krav til hyrevognes indretning, udstyr og benyttelse samt spørgsmålet om en eventuel skærpelse af kravene for opnåelse af førerbevis til erhvervsmæssig personbefordring.

Udvalget har taget ministerens redegørelse til efterretning og har herefter ikke fundet anledning til, at der på nuværende tidspunkt stilles forslag om ændring af de gældende regler om erhvervsmæssig personbefordring.

Udvalget har med ministeren drøftet spørgsmålet om en eventuel forhøjelse af kørehastigheden for motorvogne med påhængsvogn, og ministeren har herunder oplyst, at det vil være teknisk forsvarligt at indføre en højere hastighedsgrænse end 60 km/t for sådanne vogntog, såfremt de er forsynet med en bremsekraftregulering, der er tilstrækkelig effektiv.

For at en bremsekraftregulering kan virke tilstrækkelig sikkert, må det imidlertid være et krav, at den er automatisk virkende, idet man ikke kan være sikker på, at en bremsekraftregulator, der skal indstilles manuelt efter belastningen, også faktisk bliver indstillet rigtigt.

Udvalget ønsker at udtale, at man forudsætter, at ministeren, så snart det er teknisk forsvarligt, i medfør af færdselslovens § 44, stk. 3, sidste punktum, administrativt vil fastsætte en hastighedsgrænse på 70 km/t for de vogntog, der er forsynet med automatisk bremsekraftregulering.

Udvalget har drøftet spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at afværge de mange ulykker, der sker ved påkørsel af holdende køretøjer. Man ønsker i denne forbindelse at understrege, at etableringen af parkerings- og vigepladser uden for bebyggede områder efter udvalgets opfattelse bør fremskyndes mest muligt. Udvalget er endvidere af den opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, om der i tilslutning til lovens ikrafttræden af Rådet for større Færdselssikkerhed iværksættes en propagandakampagne, der indskærper bestemmelsen om parkeringsforbuddet på hovedvejenes kørebane.

Udvalget har ligeledes drøftet spørgsmålet om en obligatorisk afmærkning — f. eks. ved selvlysende trekantskiver — af motorkøretøjer, der holder på vejene efter mørkets frembrud. Ministeren har over for udvalget oplyst, at der endnu ikke har kunnet opnås enighed om at anbefale en bestemt form for afmærkning, men udvalget ønsker at fremhæve det ønskelige i, at der snarest tilvejebringes enighed om spørgsmålet, således at ministeren så hurtigt som muligt i en bekendtgørelse kan fastsætte reglerne for denne afmærkning.

På baggrund af den alvorlige ulykke i Hammerum den 1. maj 1966, hvor et tog i en niveauoverskæring med automatisk bomanlæg påkørte en statsbanerutebil, hvorved 10 passagerer i rutebilen omkom og et antal kom til skade, har udvalget drøftet spørgsmålet om mulige foranstaltninger til sikring mod lignende ulykker. Udvalget har således bl. a. drøftet, om der bør indføres fuldt stop foran jernbaneoverskæringer, eller om andre foranstaltninger muligt ville kunne øge sikkerheden.

Justitsministeren har over for udvalget redegjort dels for de gældende regler på dette område i Danmark, Finland, Norge og Sverige, dels for de af den europæiske transportministerkonference (CEMT) vedtagne færdselsregler og for den indstilling, som forventes fra Nordisk Vejtrafik Komité (NVK). ....."

Efter 2. behandling, hvor ministerens ændringsforslag vedtoges og mindretallets ændringsforslag forkastedes med 114 stemmer mod 24, henvistes lovforslaget på ny til udvalgsbehandling.

I udvalgets tillægsbetænkning stilledes et ændringsforslag af venstres medlemmer af udvalget gående ud på, at maksimalhastigheden for vogntog generelt fastsættes til 70 km i timen. Mindretallet begrundede forslaget således, „at risikoen ved at forhøje hastighedsgrænsen for motorvogne med påhængsvogn, hvis tilladte totalvægt overstiger 1.500 kg (vogntog), fra 60 km i timen til 70 km i timen er mindre end risikoen ved som foreslået at lovfæste to hastighedsgrænser med kun 10 kms forskel, hvilket vil få langvarige og langstrakte overhalinger til følge."

I betænkningen er redegjort for de gældende maksimalhastigheder for lastvogne og lastvognstog i en række europæiske lande, og det siges herefter videre: „Ministeren har over for udvalget fastholdt, at det næppe vil være teknisk forsvarligt at forhøje maksimalhastigheden for vogntog, der ikke er forsynet med automatisk virkende bremsekraftregulering. Ministeren har dog samtidig erklæret sig indforstået med, så snart det er teknisk muligt, administrativt at fastsætte en hastighedsgrænse på 70 km/t for de vogntog, der er forsynet med den fornødne bremsekraft."

Efter at mindretallets ændringsforslag ved 3. behandling var blevet forkastet med 128 stemmer imod 30, mens 2 medlemmer (Poul Dam og Vivike) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod, vedtoges lovforslaget enstemmigt med 156 stemmer.