Lovforslaget gik ud på følgende:

§ 1. Til afgørelse af sådanne stridigheder på arbejdsmarkedet, som ved beslutning af folketinget er henvist til løsning uden arbejdsstandsning, nedsættes et arbejdsaftalenævn på 5 medlemmer.

Arbejdsaftalenævnet består af en formand og to viceformænd, der udnævnes af statsministeren, samt to medlemmer repræsenterende de i den omhandlede strid indblandede parter. Formanden og de to viceformænd skal opfylde betingelserne for at beklæde dommerembede. De to medlemmer repræsenterende de interesserede parter skal udpeges af henholdsvis arbejdsgiverparten og lønmodtagerparten.

Formand og viceformænd udpeges for en periode på 4 år, medens partsmedlemmerne udpeges af de interesserede parter i hver enkelt sag, der indankes for nævnet.

Når en sag er henvist til arbejdsaftalenævnet, meddeler formanden de interesserede parter en tidsfrist for udpegning af partsmedlemmer. Er der ikke inden tidsfristens udløb af parterne udpeget partsmedlemmer, udnævner statsministeren også disse.

§ 2. Kun sådanne stridigheder, som efter beslutning af folketinget indbringes for arbejdsaftalenævnet, kan behandles af dette.

Nævnet træffer afgørelse i den indankede stridighed, og afgørelsen indebærer for parterne samme forpligtelser og rettigheder som en kollektiv overenskomst.

Nævnet kan ikke træffe afgørelser for en længere gyldighedsperiode end 2 år.

Når en stridighed er henvist til behandling i arbejdsaftalenævnet, er arbejdsstandsning på de berørte områder forbudt. Eventuelt iværksatte arbejdsstandsninger skal omgående bringes til ophør, når en stridighed indankes.

§ 3. Undladelse af at efterleve afgørelser i henhold til § 2 behandles som brud på overenskomstforhold.

§ 4. Formanden og de to viceformænd oppebærer et årligt vederlag, der fastsættes af statsministeren og betales af statskassen. Alle fem medlemmer modtager vederlag for behandling af indankede stridigheder. Dette vederlag fastsættes af statsministeren og betales af de implicerede parter. Nævnet kan i særlige tilfælde træffe beslutning om, at parterne fritages for betaling, der da pålægges det offentlige.

Formanden antager den for nævnets arbejde nødvendige medhjælp. Fast ansat medhjælp betales af det offentlige, medens den til behandling af de enkelte sager nødvendige ekstrahjælp betales af parterne, jfr. dog stk. 1.

Ved fremsættelsen begrundede Baunsgaard (RV) lovforslaget således:

„Under hensyn til det hastige tempo, hvormed ændringer i produktionsformer og forbrugsmønstre sker, er det skadeligt og forsinkende for produktionsfremgangen og hermed for levefodsstigningen, hvis mængden af arbejdskraft inden for et område bindes til det antal arbejdere, der inden for området er uddannet gennem de sidste 30 år, idet dette antal ofte ikke kan have nogen forbindelse med behovet efter de ændrede produktionsmetoder og redskaber og heller ikke nogen forbindelse med mængderne af en vare, der efterspørges efter de stærke ændringer, der er sket og sker i forbrugsmønstret. Meget udpræget ses det ved, at langt færre mennesker end tidligere nu finder beskæftigelse ved landbrug, medens det overskydende antal må søge arbejde andetsteds. Modsvarende ser vi inden for byggeriet boligmangel i visse dele af landet, skolemangel og mangel på meget andet byggeri, og samtidig har man hidtil begrænset byggeriet kunstigt og begrundet det med mangel på arbejdskraft. Når byggeriet nu frigives, må arbejdet også frigives.

På de to nævnte områder er forholdene åbenbare, fordi områderne er så store, men ganske de samme vilkår har mange erhverv og enkeltvirksomheder.

Det er derfor nødvendigt, at ufaglærte får lov til at udføre alt det arbejde, de kan, inden for de områder, hvor der er mangel på faglært arbejdskraft. På betydelige områder kan den ufaglærte nu producere de ting, der før krævede stor faglig dygtighed, fordi nogle faglige færdigheder er erstattet af maskiner, der udfører arbejdet, således at opgaven nu ofte er at passe en maskine. Ofte er en mere begrænset uddannelse over kortere tid nødvendig for opøvelse i det specielle arbejde. Ofte kan en sådan tillæring påhvile den arbejdsgiver, der har behov for arbejdskraften. Til gengæld vil den faglærte herved få mulighed for i højere grad at samle sin faglige kunnen om de dele af produktionen, hvor den er nødvendig, og hvor den derfor også vil kunne give den faglærte det bedste udkomme.

Man bør ikke unødigt ved lov gribe ind i lønforholdene eller andre retsforhold, og dette sker ikke ved dette forslag. Det har i diskussionen om disse forhold ofte været fremført, at der ikke findes arbejdsløse ufaglærte, der kan inddrages til dele af faglært arbejde. Dette er forkert. Meget arbejde, der udføres i Danmark, er langt mindre værdifuldt end f. eks. at bygge boliger, og lønnen må på disse områder ofte betegnes som lavtløn sammenlignet med de monopolagtige områder. Hvis disse lavtlønnede kunne forlade sådant arbejde, der ofte, netop fordi lønnen er forholdsvis lav, ikke er mekaniseret, så ville de gøre det og gå over til det mere værdifulde og højere lønnede arbejde, hvad der ville give større produktionsværdi. Og hvis det arbejde, de forlader, er nødvendigt, så vil det blive mekaniseret og bedre tilrettelagt, så færre mennesker kan udføre en større produktion, der derfor kan bære en højere løn. Lavtlønsproblemet løses ikke gennem en uproduktiv lønstigning, der betales af en prisstigning, men gennem en produktivitetsstigning og dermed en levefodsstigning, altså en reel løn- og levefodsstigning uden inflation.

Det er helt klart, at det af hensyn til sikkerhed for liv og helbred både for den, der producerer, og for den, der forbruger, kan være nødvendigt med særlige kvalifikationer hos den, der udfører visse arbejder, men disse regler bør fastsættes uanset egoistisk økonomisk og organisatorisk interesse og derfor af det offentlige."

Ved lovforslagets 1. behandling tog arbejdsministeren afstand fra den foreslåede ordning, som regeringen ikke kunne medvirke til gennemførelse af. Ministeren kunne „ikke finde det rigtigt, at man gennem et forslag som det foreliggende gør forsøg på at underkende organisationernes bestræbelser for at løse de spørgsmål, der står dem imellem, på en ansvarsbevidst måde. Sådanne forslag kan af organisationerne kun opfattes som udtryk for mistillid til deres vilje og evne til at løse problemerne selv."

I overensstemmelse hermed udtalte Anker, Jørgensen (S) sig. Mere positivt stillede Axel Kristensen (V) sig til lovforslaget, der gav anvisning på en ordning i retning af, hvad venstre og de konservative tidligere havde foreslået. Han anbefalede, at man grundigt gennemarbejdede spørgsmålet. Også Asger Jensen (KF) så med sympati på lovforslaget, om hvilket han udtalte:

„Der er flere enkeltheder, der kunne være anledning til at overveje, således f. eks. om det er nødvendigt, at folketinget hver gang skal træffe beslutning, hvis indgreb skal finde sted. Det kunne jo lige så godt ske på samme måde som nu, at regeringen eller statsministeren bestemmer, hvornår folketinget skal have arbejdskonflikter forelagt. Således kunne regeringen jo også bestemme, hvornår overenskomstnævnet skulle træde i funktion, og på den måde var folketinget helt ude af billedet, efter at man havde bragt lovgrundlaget i orden — og det var vel nok den mest tiltalende form. Disse enkeltheder skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her ved første behandling, men erklære mig villig til at gå ind i forhandlinger om problemerne i et udvalg."

I modsætning hertil tog Chr. Madsen (SF) stærk afstand fra tanken om tvungen voldgift. Hvad der tiltrængtes, var efter hans opfattelse mere demokrati på arbejdspladserne.

Også Iver Poulsen (Uafh) erklærede sig som modstander af den tvungne voldgift, der efter hans opfattelse var uforenelig med liberal tankegang.

Niels Westerby (LC) gjorde gældende, at der var et skærende misforhold mellem de gode tanker i lovforslaget og det middel, der anbefaledes til at løse problemet. Lovforslaget drejede sig kun om at nedsætte et arbejdsaftalenævn, ikke om de virkelige problemer i forbindelse med livsvigtige konflikter: hvilke konflikter der må anses for livsvigtige, og hvilke retningslinjer der skal følges, når man står over for at skulle træffe en afgørelse.

Knud Hertling (Grønl) havde de samme betænkeligheder over for lovforslaget, som der var givet udtryk for fra anden side.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.