Lovforslaget, der blev fremsat og behandlet sammen med det ovenfor omtalte lovforslag om statsautoriserede vejere og målere samt en række andre næringsretlige lovforslag, var bortset fra en ændring af det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt enslydende med et lovforslag, der blev fremsat i folketinget den 30. april 1965 (årbog 1964-65, side 496), og som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 1964-65.

Som omtalt i folketingsårbogen for 1964-65 var lovforslaget udarbejdet af næringslovskommissionen til afløsning af § 85 a-e i den hidtil gældende næringslov.

Ifølge loven skal ejendomsmæglere ikke løse næringsbrev, men beskikkes af handelsministeren, ligesom tilfældet er for en række andre særlige næringer.

Betingelserne for at få beskikkelse som ejendomsmægler svarer til de i næringslovens § 85 b hidtil fastsatte; dog kræves det, at vedkommende har dansk indfødsret, mens det efter de hidtidige regler har været tilstrækkeligt, at vedkommende havde statsborgerskab i en af de stater, hvis statsborgere er ligestillet med danske statsborgere i adgangen til at løse næringsbrev. Der kan dog af handelsministeren gives dispensation fra kravet om dansk indfødsret.

Som hidtil kan virksomhed som ejendomsmægler kun drives af personer, men ikke af aktieselskaber, andre selskaber med begrænset ansvar eller foreninger.

Loven fastsætter endvidere, at handelsministeren kan foreskrive, at personer, der vil være ejendomsmæglere, forinden skal have været beskæftiget en vis tid i en virksomhed, der kan antages at have givet den pågældende kendskab til ejendomsforhold.

Ejendomsmæglere, der har løst næringsbrev efter de hidtil gældende regler, vil fortsat kunne drive virksomhed i henhold til næringsbrevet, men kan få beskikkelse, hvis de betaler den afgift, der fastsættes herfor.

Det kræves ikke, at ejendomsmæglere skal underskrive en løfteerklæring.

I modsætning til hidtil vil handelsministeren kunne fastsætte nærmere regler om betingelserne for at indstille sig til ejendomsmæglerprøven. Det vil herunder bl. a. kunne kræves, at personer, der ønsker at indstille sig til ejendomsmæglerprøven, har bestået en prøve i et eller flere fag, f. eks. i bogføring.

Som hidtil har ejendomsmæglere eneret på denne stillingsbetegnelse, hvorimod de ikke vil kunne betegne sig som „mæglere".

I overensstemmelse med bestemmelser, som er fastsat i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 293 af 30. november 1955 om ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed, er der i loven hjemmel for handelsministeren til at fastsætte regler for ejendomsmægleres virksomhed og herunder bestemme, at visse erhverv og stillinger ikke kan forenes med hvervet som ejendomsmægler.

Endelig fremhæves, at der nu i loven er optaget en bestemmelse om, at ejendomsmæglere skal have fast forretningssted, samt at det hidtidige forbud i den omtalte handelsministerielle bekendtgørelse, hvorefter ejendomsmæglere (og ejendomshandlere) ikke må udfærdige de til tinglysning bestemte dokumenter om overdragelse af fast ejendom, nu er blevet optaget i selve loven. Samtidig er det hidtidige forbud udvidet til også at omfatte medarbejdere hos ejendomsmæglere, hvilket tilsigter at hindre omgåelse af forbuddet.

Loven træder i kraft den 1. januar 1967.

Lovforslaget gav ikke ved 1. behandling anledning til særlige bemærkninger, idet samtlige ordførere kunne henvise til deres udtalelser om lovforslaget i det foregående folketingsår, og lovforslaget fik således på ny en velvillig modtagelse. Det henvistes til behandling i et folketingsudvalg, fra hvis betænkning anføres følgende:

„En deputation for Dansk Ejendomsmæglerforening har over for udvalget bl. a. givet udtryk for, at det i loven bør fastsættes, at et medlem af ejendomsmæglerkommissionen skal udpeges af Dansk Ejendomsmæglerforening.

Udvalget finder, at det under de nu bestående organisationsforhold vil være rimeligt, at dette finder sted, men at bestemmelse herom ikke bør optages i loven."

Efter at et ændringsforslag om ændring af lovens ikrafttrædelsestidspunkt til 1. januar 1967 var blevet vedtaget ved 2. behandling, vedtoges loven ved 3. behandling enstemmigt.